Støjgener: Nyt smøremiddel skal give færre kurveskrig

Det er efterhånden ikke noget nyt, at der er problemer med letbanens støjniveau.
Årsagerne til støjgenerne er flere forskellige, men én af dem er de såkaldte “kurveskrig.”
Men nu er der nyt på den front.
Siden november har Keolis/Aarsleff Rail testet et nyt smøremiddel i kurverne, der skal få letbanen til at larme mindre i kurverne.
Derudover skal det nye smøremiddel gøre skinnerne mindre glatte.
Erfaringerne med det nye produkt er positive indtil nu, og der er derfor indgået aftale med producenten om et udbygget samarbejde, der yderligere skal optimere brugen af produktet.
De seneste uger har der i perioder været konstateret tiltagende kurveskrig, hvilket er indrapporteret af både naboer og letbaneførere.
Det hænger formentlig sammen med, at skinnerne er blevet smurt mindre en periode, hvor skinnerne har været glatte.
Smøring af skinnerne vil fortsat foregå manuelt med påføring to gange ugentligt. En plan for automatisering af smøringen er ikke aktuel i øjeblikket.
Støjen i udsatte boliger skal måles
Med et stabiliseret og lavere niveau af vibrationer/lavfrekvent støj samt en positiv tendens i forhold til at reducere kurveskrigene, er COWI’s vurdering, at tiden er inde til at iværksætte indvendige kontrolmålinger i udvalgte boliger langs strækningen for at få et mere præcist billede af letbanens støjpåvirkning i forhold til de vejledende grænseværdier.
De nye målinger skal følge op på målinger fra sommeren 2022, som dokumenterede overskridelser af de vejledende grænseværdier.
Odense Letbane vil i løbet af de kommende uger kontakte udvalgte naboer med henblik på aftaler om at gennemføre indvendige målinger – hver især af få timers varighed.
Der bliver tale om et mindre antal målinger fordelt langs strækningen, som tilsammen vil give et repræsentativt billede af niveauet for vibrationer og lavfrekvent støj langs strækningen.