Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor festival-guide: Her får du sommerens fedeste oplevelser i Odense

Af Jens Erik Møller

Fra jordbær og jazz til blomster og barok.

Odense har næsten en festival til enhver lejlighed, og det kan være svært at hitte hoved og hale i hvad, hvornår og hvorfor. Her får du sommerens odenseanske festival-guide med de vigtigste highlights – og lidt til.

Jordbærfestival 25. juni – 1. juli

Det måtte jo ske før eller siden, at det søde sommerbær, der er indbegrebet af dansk sommer, fik sin egen festival. Og i år finder den første jordbærfestival i Odense nogensinde sted i Tarup Centeret. Hele uge 26 vil emme af børneaktiviteter med jordbærene i fokus, specielle jordbær-tilbud og ikke mindst en jordbærkagebagekonkurrence med den skønne Rosa – kendt fra Den Store Bagedyst – som dommer. Læs mere om jordbærfestivalen her

Tinderbox 28.-30. juni

Tinderbox har ikke mange år på bagen. Alligevel er det blevet fast tradition for de musikglade odenseanere at tage en tur i Tusindårsskoven i slutningen af juni. I år spiller blandt andre Depeche Mode, Craig David, Alex Vargas, Alanis Morissette og C. V. Jørgensen for blot at nævne nogle af navnene fra det omfattende program.

Festivalen er næsten udsolgt, men der er ganske få endagsbilletter til fredag og lørdag. Læs mere om Tinderbox her – og husk at ikke kun musikken trækker, maden er mindst ligeså vigtigt – læs om alle madboderne på Tinderbox her

Tinderbox. Foto: Jonatan Nothlev

Jam Days 1.-4. august

I begyndelsen af august kommer Latinerkvarteret til at summe af både danske og internationale navne indenfor jazz, blues og folkmusikken. Det sker med over 30 koncerter på Amfiscenen, Dexter, Farvergården, Studenterhuset Odense, Kulturmaskinen, Momentum og Odeon.

Musikprogrammet byder på navne som Laura Mo, Collocutor, Hat Fitz & Cara, Bokanté, Big O & The Blue Quarters, Flat Bop, Tiptoe Bigband, Erlend Viken TrioSundays, Johanna Juhola og Bror Gunnar Jannson – for bare at nævne nogle af de mange navne. Du kan se hele programmet for Jam Days her.

Odense Blomsterfestival 16.-19. august

Odense Blomsterfestival er en af byens helt store begivenheder i sensommeren. Omkring 200.000 mennesker fra nær og fjern plejer normalt at kigge forbi, når Odenses bymidte i fire dage forvandles til én stor Urban Garden med fortryllende blomstermiljøer.

Temaet i år er Cycling-Recycling, som er opstået med afsæt i tanker om bæredygtighed, grønt fokus og genbrug. Under festivalen vil du således opleve Danmarks Cykelby Odense og natur og blomster smukt smeltet sammen. Læs mere om Odense Blomsterfestival her.

Husk også det populære plantesalg, når festivalen er slut. Mandag 20. august fra kl. 14 sælges alle planterne fra festivalens mange blomsterdekorationer således ved DOK5000.

Odense Blomsterfestival

H.C. Andersen Festivals 19.-26. august

H. C. Andersen Festivals er en af Danmarks største kulturfestivaler. De løber over hele uge 34, og du kan blandt andet opleve Spoken Word Festival, comedy, teater, dans, shows og musik – alt sammen med H.C. Andersen i fokus.

Du kan for eksempel opleve det berømte eventyr Nattergalen læst af Ghita Nørby med Michala Petris blokfløjte som Nattergalens stemme. Læs mere om H.C. Andersen Festival her.

Festivalen åbner officielt med Kejserens nye karneval, hvor børn indtager Odenses gader med sang og musik. Allerede i dagene op til er der HC Andersen Tattoo Convention i Dok5000 på Odense Havn.

Det er også i forbindelse med H.C. Andersen Festival, at du kan opleve TV-2 i Kongens Have – som den eneste udendørskoncert i hele 2018.

Odense Film Festival 27. august – 2. september

OFF er Danmarks Internationale og Oscar-kvalificerende kortfilmfestival, hvor du i år kan se op mod 111 kortfilm i løbet af festivalens fem dage.

Alle filmvisninger finder sted i området omkring Brandts Klædefabrik og langt størstedelen er gratis og åbne for alle – men der er tit er rift om pladserne, så opfordringen herfra er at reserve billetter på forhånd.

Udover et varieret og eksperimenterende filmprogram med tankevækkende oplevelser er der debatter, workshops og meget, meget andet.

Festivalens højdepunkt er OFF Awards med ni priser i alt. I selve Hovedkonkurrencen og i Dokumentarkonkurrecen modtager vinderne udover et diplom, en statuette og en pengecheck også en Oscar-kvalificering. Du har altså med andre ord mulighed for – måske – at se en kommenede Oscarvinder til filmfestivalen.

Generator 6.-8. september

Når de nye studerende begynder i Odense i september, bydes de i år velkommen af byfestivalen Generator. Den afholdes på Amfiscenen ved Brandts Klædefabrik, i gaderne omkring Gråbrødre Plads, på den gamle slagterigrund på Ruggårdsvej, og den afsluttes med tømmermandscafé i Storms Pakhus. Festivalen byder på navne som Kongsted, Faustix, Alexander Oscar. Se hele programmet på www.generatorfestival.dk

Generator afløser den tidligere Karrusel festival, og i modsætning til tidligere år er den nu lokalt forankret, idet den arrangeres af foreningen ”We Celebrate Odense”.

SPIS! Odense Food Festival 10.-16. september

Uge 37 bliver en uge kun med mad. Om mandagen kan du for eksempel tage med på svampetur, om tirsdagen er der flødebollekursus, og om onsdagen er der smagsforedrag på First Hotel Grand med fokus på blæksprutter som mad – inklusiv smagsprøver.

Ugen indeholder også Restaurantcrawl, mjødsmagning og lørdag kan du deltage i konkurrencen om at bage Fyns bedste brunsviger.

Endelig omdannes Flakhaven 14. og 15. september til et sandt madmekka med salgsboder, der sælger alverdens lækkerier. Der bliver fyldt med fynske specialiteter, der er fødevarer, som du aldrig har smagt og råvarer, som du virkelig burde smage. Der er også gratis gastro-aktiviteter til børn og voksne på pladsen. Læs mere på www.spisodense.dk

SPIS Odense Food Festival

Odense Barokfestival 19.-23. september

For tredje år i træk byder Odense Barokfestival velkommen til en række koncerter med barokmusik fremført på gamle barokke musikinstrumenter. I år kan du for eksempel opleve ”Svensk barok møder moderne dans” i Graabrødre Klosterkirke. Svenske Drottningholms Barockensemble leverer musikken, og dansere fra det danske professionelle Black Box Dance Company står for dansen under ledelse af koreograf Marie Brolin-Tani. Læs mere om festivalen her, som løber fra onsdag til søndag i uge 38.

Del artikel

Andre læser også