Stor international tattoomesse kommer til Odense
Drømmer du om at få den lille havfrue på overarmen? Eller hvad med en tapper tinsoldat? I så fald er HC Andersen Tattoo Convention lige noget for dig.
Den afholdes 17. og 18. august i Dok5000 på Odense Havn, og tattoomessen er den første internationale af sin slags i Odense nogensinde.
HC Andersen Tattoo Convention bliver en weekend i kropkunstens navn, og det afvikles helt i tråd med H. C. Andersens kunstneriske åre, som vi kender ikke bare fra eventyr, men også fra eksempelvis papirklip.
Publikum vil opleve de bedste tatovører fra både ind- og udland, og de vil naturligvis udføre deres arbejde på messen.
Der er derfor mulighed for både at få en nattergal eller et andet H. C. Andersen motiv med hjem eller blot komme helt tæt på og opleve tatoveringerne blive udført, hvis man ikke er modig nok til selv at prøve.
En del af H. C. Andersen Festivals
Tattoomessen arrangeres af Morten Jørgensen, der driver forretningen Søhus Tattoo på Klingenberg, i samarbejde med Orbit Event Group. Eventgruppen står også bag den tilsvarende messe, Prison Ink, der siden 2015 er blevet afholdt en gang om året i Fængslet i Horsens.
Arrangementet er heller ikke blot en arbejdende messe, men også et event for fagfolk, og der afholdes derfor allerede torsdag 16. august et specielt netværksmøde for de deltagende tatovører.
HC Andersen Tattoo Convention indleder en anden af Odenses store events – H.C. Andersen Festivals – som i år afholdes for sjette gang. I hele uge 34 er den rammen om en masse eventyrlige kulturaktiviteter for alle aldersgrupper, som udover Tatoo Convention også dækker teater, musik, dans, comedy, foredrag og meget andet.