Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Få styr på kalenderen: Storebæltsbroen lukkes på kæmpe rejsedag

Af Michael Qureshi

Om mindre end fire måneder går startskuddet til verdens største cykelløb, Tour de France, og for første gang nogensinde sker det på dansk jord.

Det bliver en unik mulighed for at opleve Tour de France på nærmeste hold, når cykelrytterne på de tre første etaper kører gennem smukke danske byer og landskaber.

Men det bliver også en periode, hvor der kan opstå et større trafikalt kaos. Især på en specifik dato kan trafikken godt ende med store udfordringer.

Cykelfeltet passerer nemlig Storebæltsbroen på anden etape fra Roskilde til Nyborg lørdag den 2. juli, og broen bliver i den forbindelse lukket for al biltrafik i begge retninger i fem timer fra kl. 13.00 til 18.00.

Anbefalingen er, at man så vidt muligt undlader af køre over Storebæltsbroen lørdag og i stedet kører ud i sommerlandet eller på sommerferie i dagene forinden – eller venter til søndag den 3. juli.

De danske etaper af Tour de France falder samtidig med blandt andet Roskilde Festival og DGI Landsstævne i Svendborg, hvor titusindvis af glade festivalgæster og idrætsudøvere deltager.

Alle trafikanter, der skal til og fra begivenheder i kommunerne langs ruten, bør derfor planlægge rejseaktiviteter og forberede sig på et øget pres på veje, skinner og færger i perioden fra den 1. til den 3. juli.

En af de største rejseweekender

Derimod vil det være bedst at køre på de jyske veje fredag, lørdag eller mandag.

“Alle Tour de France-fans fra ind- og udland skal kunne komme let til og fra de tre danske etaper.

Derfor vil vi sammen med de danske myndigheder, trafikoperatører og lokale aktører oplyse om adgangen til etaperne hele vejen frem til, under og efter Tour-starten.

Indsatsen skal samtidig være med til at mindske trængslen på vejene for folk, som skal uden om løbet. Vi samler alle relevante informationer om tourens påvirkning af trafikken og nem adgang til ruterne på vores hjemmeside letourcph.dk,” siger Direktør Ida Bigum Nielsen, Grand Départ Copenhagen Denmark I/S.

Den første weekend i juli er traditionelt en af de største rejseweekender, hvor mange danskere pakker bilen eller campingvognen for at søge mod sommerlandet eller feriemål uden for landets grænser.

Bliver lukket i begge retninger

“Uanset hvilket ærinde man har på vejene den første weekend i juli, er det vigtigt, at man allerede nu er opmærksom på, at der er stor risiko for kødannelser og tæt trafik langs hele Tour de France-ruten.

Vejene omkring ruten bliver spærret, og det vil ikke være muligt at køre på eller krydse ruten i bil, når først der er spærret.

Storebæltsbroen bliver desuden lukket i begge retninger i fem timer om eftermiddagen lørdag den 2. juli, så hvis man skal over Storebælt den weekend, så overvej kraftigt at tage af sted allerede torsdag eller fredag – eller vent til om søndagen.

Når vi minder om det igen nu, så er det fordi, det er vores erfaring, at man godt kan påvirke trafikanternes rejseplanlægning, hvis man informerer i god tid.

Og det er der behov for, hvis vi skal sikre, at færrest muligt krydser Storebælt lørdag den 2. juli,” siger Områdechef for trafikledelse og trafikdata Charlotte Vithen, Vejdirektoratet.

Man kan læse meget mere om trafikindsatsen på den officielle hjemmeside for Tour de France-etaperne i Danmark hos LeTourCPH.dk. Derudover kan man på trafikinfo.dk følge med i, hvordan trafikken bliver påvirket.

Læs mere på Letourcph.dk

Læs mere på Vejdirektoratet.dk/tourdefrance

Del artikel

Andre læser også