Udvis hensyn: Kun ét spor er åbent over Storebæltsbroen mod Fyn pga. uheld
Har du været udenfor de seneste 24 timer, har du nok lagt mærke til, at det blæser frygteligt.
Den hårde vind har nu også indvirkning på morgentrafikken over Storebæltsbroen. Sund & Bælt oplyser, at der på Østbroen i retning mod Fyn kun er én vejbane, der er farbar på grund af et uheld.
Det drejer sig om en lastbil, der væltede ved syvtiden i morges og som lå på tværs af vejbanerne. Broen var derfor først helt lukket ved betalingsanlægget, oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, og de udtaler, at det formodentlig er vinden, der er årsagen til uheldet.
Er du billist, der er på vej mod Fyn, anbefaler politiet, at du kører forsigtig og udviser hensyn ved passage af broen, og at du er opmærksom på hastighedsbegrænsningen, som er sat ned til 80 kilometer i timen pga. vinden.