Stort vejarbejde startet i dag: Påvirker trafikken centralt i Odense
I dag mandag d. 2. september begyndte arbejdet med at lave cykelsti, fortov og vejbane fra hjørnet af Hans Mules Gade og ned ad den østlige side af Thomas B. Thriges Gade til Kochsgade.
Det vil på sigt give nye og forbedrede forhold for cyklisterne, der benytter Kertemindestien og Thomas B. Thriges Gade – da de fremover kan benytte en dobbeltrettet cykelsti på strækningen mellem Hans Mules Gade og Kochsgade.
Det skriver Odense Letbane i en pressemeddelelse.
Mens vejarbejdet står på, giver det dog nogle restriktioner for bilister og cyklister.
Flere veje og stier spærres
Kochsgade bliver spærret for indkørsel fra Thomas B. Thrigesgade i 14 dage fra mandag 2. september. Der er i stedet omkørsel for bilister og cyklister via Skibhusvej.
Samtidig bliver den første del af Kertemindestien også spærret, og cyklister kan i stedet komme til og fra stien fra Kochsgade, hvor der er omkørsel til Thomas B. Thriges Gade via Bredstedgade og Skibhusvej.
Spærringen af Kertemindestien forventes at vare frem til starten af oktober.
Langs Hans Mules Gade er der delt fællessti, hvorimod fodgængerne på Thomas B. Thriges Gade skal benytte det vestlige fortov, mens arbejdet står på.