Stribevis af Foodtrucks: Street Food Festival rykker massivt ind i Munke Mose
Er du til noget med nudler, en god burger eller kan du bedst lide dansk mad?
Så skal du glæde dig.
9.-12. juni kommer Street Food Festival Odense til Munke Mose.
Det er Mad & Marked, der arrangerer festivalen, der sidst var forbi Odense i 2019.
Dengang blev festivalen en kæmpe succes.
“Vi plejer, at lave festivalen sammen med lokale samarbejdspartnere i de byer, vi kommer.
Men det vurderer vi ikke, er nødvendigt i Odense i år. Vi vurderer, at festivalen kan stå selv.
Vi har bare sørget for at leje Munke Mose til lejligheden.
Odenseanerne tog virkelig godt imod os dengang med stor nysgerrighed og appetit,” fortæller kommunikations- og marketingchef i Mad & Marked Ulrika Mårtensson.
Helstegt pattegris som streetfood
Festivalen kommer til at bestå af stribevis af foodtrucks, der serverer mad fra hele verden.
“Jeg plejer at sige, at vi er en slags Airbnb inden for streetfood.
Vi er facilitator på festivalen, hvor vi sørger for at få en masse selvstændige foodtrucks står for maden.
Vores opgave er at sætte det rigtige program sammen og skabe den rigtige stemning. Det er vi eksperter i,” siger Ulrika Mårtensson.
Til festivalen kommer der foodtrucks, der serverer mad fra Thailand, Mellemøsten, England, Indien, Mexico, Grækenland – og Danmark, der vil være repræsenteret med helstegt pattegris fra Egå.
Der vil også være mulighed for at få tilfredsstillet den søde tand med både vafler og pandekager. Og til de kaffetørstige er der sørget for en rigtig god kaffevogn.
Hvad: Street Food Festival Odense
Hvor: Munke Mose, Odense C
Hvornår: 9.-12. juni