Sundhedsstyrelsen: Anbefaler mundbind i den kollektive trafik

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Foto: Robert Wrengler/Fynbus
Foto: Robert Wrengler/Fynbus

Sundhedsstyrelsen udvider sine anbefalinger om brug af mundbind i særlige situationer, og peger nu på, at man med fordel kan bruge et mundbind, hvis man bevæger sig ud i den kollektive trafik, på tidspunkter, hvor det kan være svært at holde afstand til andre passagerer.

Det skriver de i en pressemeddelelse.

Lige i øjeblikket er smittespredningen på et lavt niveau i Danmark, og der er ikke klare tegn på betydelig stigning eller bestemte geografiske områder med mange smittetilfælde over længere tid.

Men der kan komme flere mindre udbrud i den kommende tid, og måske kan vi pludselig se en hurtig stigning. Især fordi mange fra næste uge vender tilbage fra ferie, og arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner går i gang.

Flere mennesker i den kollektive trafik giver trængsel og mylder, og kan gøre det sværere at holde afstand.

”Hvis vi skal bevare kontrol med epidemien, er god afstand og rene hænder stadig vigtigt. I den kommende tid rykker vi mere sammen, fordi vi vender tilbage på arbejde og uddannelse, og den kolde tid nærmer sig. Det kan gøre det sværere at holde afstand i mange situationer, også selvom man gerne vil.

Det gælder f.eks. i den kollektive trafik i myldretiden eller i tætpakkede busser, tog og færger. Derfor anbefaler vi nu, at man tager et mundbind med i tasken i de situationer, og tager det på, hvis det er svært at holde afstand”, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Søren Brostrøm peger samtidig på, at det primære formål med at bære mundbind er, at bæreren ikke smitter videre, hvis man er smittet, men ikke har symptomer, men at mundbind også kan give en ekstra beskyttelse for f.eks. særligt sårbare, der kan have svært ved at holde 2 meters afstand.

”Grunden til, at vi melder de nye anbefalinger ud netop nu, er, at vi kan se at aktiviteten i den kollektive trafik er øget i takt med den gradvise genåbning, og at vi forventer en yderligere øgning i takt med at ferien slutter og genåbningen går ind i fase 4”, siger Søren Brostrøm.

Og han tilføjer, at Sundhedsstyrelsen følger udviklingen i smittespredningen meget tæt med henblik på, om anbefalinger om brug af mundbind skal udvides til flere situationer, som f.eks. indkøbscentre, forsamlingssteder m.v.

Mundbindet skal bruges korrekt

Søren Brostrøm foreslår, at man køber en pakke mundbind til husstanden, så man har dem ved hånden i de særlige situationer, hvor Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bruger dem.

Det er vigtigt at understrege, at mundbind ikke kan erstatte de eksisterende anbefalinger, men skal betragtes som et supplement. Og det er meget vigtigt, at mundbindet bliver brugt korrekt for at forhindre smittespredning.

Forkert brug kan nemlig øge risikoen for smitte. Det skyldes, at mundbind bremser viruspartikler, men de uønskede partikler lægger sig i mundbindet og kan blive ført videre med hænderne, hvis man rører meget ved mundbindet og undlader at vaske eller spritte hænder.

”De fleste mennesker er ikke vant til at bruge mundbind, og derfor vil vi i de kommende uger udgive mere materiale med information og inspiration til, hvordan man anvender det korrekt – og i hvilke situationer det kan give mening.

Hvis man bruger forkert mundbind, eller man bruger mundbind forkert, så beskytter det ikke, og måske gør det mere skade end gavn ”.

Den nye udmelding er er gældende fra august 2020, og er på linje med de retningslinjer, som blev udsendt i maj fra EU vedrørende kollektiv trafik.

Udkast afslører: Spisesteder og barer må forlænge åbningstiden

Skrevet af: Redaktionen

Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde i morgen lørdag klokken 11.00.

Her vil hun fortælle seneste nyt om forhandlingerne om Fase 4 af genåbningsplanen. Forhandlinger der her fredag aften faldt endeligt på plads mellem Folketingets partier og regeringen.

Sent fredag aften skriver flere medier som TV2 og Ekstra Bladet, at aftalen kommer til at indeholde et punkt, hvor åbningstider på udskænkningssteder lempes.

Åbningstiden for restauranter, barer og cafeer i Danmark ser ud til blive udvidet fra klokken 00.00 til klokken 02.00.

Det bekræfter Justitsminister Nick Hækkerup sent fredag.

“Antallet af gæster slutter klokken 23. Så fra klokken 23 og 02 er det de samme mennesker, der vil være på baren,” siger Nick Hækkerup om de nye åbningstider for nattelivet.

Ikke nye gæster fra klokken 23.00

Der er dog et vigtigt element i det punkt. For det forudsætter, at der ikke lukkes nye gæster ind på det enkelte sted fra klokken 23.00.

Selve nattelivet med diskoteker og natklubber skal forblive lukket helt frem til den 31. oktober.

Så det må siges at være et kompromis i forhold til danskernes ønske om at være længere ude end til klokken 00.00.

Trækker normalt 100.000 gæster: Kæmpe marked på Fyn er nu aflyst

Skrevet af: Redaktionen

Hvert år drager tusinder fra Odense og resten af Fyn til det traditionsrige Egeskov Marked.

Men selv om man håbede til det sidste, så har arrangørerne nu officielt aflyst årets store begivenhed.

“Som følge af myndighedernes seneste udmelding er vi desværre nødt til at aflyse Egeskov Marked 2020,” skriver Egeskov Marked.

Trækker op mod 100.000 gæster

Det populære marked tiltrækker hvert år op imod 100.000 gæster og har eksisteret i flere hundrede år.

Egeskov Marked er et af Danmarks etablerede markeder skriver man selv med mange kræmmerboder og masser at kigge på og handle med.

De nye datoer for 2021 er allerede meldt ud. Det bliver weekenden 10. og 11. september næste år.

Melder nyt ud: Statsministeren holder pressemøde i morgen

Skrevet af: Redaktionen
Arkivfoto Statsministeriet
Arkivfoto Statsministeriet

Efter adskillige måneder uden pressemøder med statsminister Mette Frederiksen er der nu nyt.

Således indkalder Statsministeriet til pressemøde i morgen lørdag klokken 11.00 med nyt om Covid-19.

Det oplyser Statsministeriet i en pressemeddelse fredag eftermiddag.

Der er højst sandsynligt tale om nyt fra seneste forhandlinger om genåbning af fase 4. Stigende smittetal har fyldt meget i forhandlingerne mellem Folketingets partier de seneste dage.

Blandt andet er der lagt op til, at nattelivet først får lov til at genåbne 31. oktober.