Fredagsslikket i fare: Supermarkedskæde gør poserne mindre
Det er fredag, og det er lig med bland-selv-slik.
Sådan er det i hvert fald i mange danske familier.
Men vi spiser åbenbart for meget slik.
Et nyt forsøg lavet i samarbejde med Rema 1000 og Kræftens Bekæmpelse viser, at vores slikindtag stiger i takt med at bland-selv-poserne bliver større.
Det skriver TV 2.
“Over 12 uger skiftede supermarkedskæden mellem at tilbyde større og mindre slikposer i ti udvalgte butikker. Og det viste tydeligt, at der kommer mere slik i posen, jo større den er,” skriver TV 2.
Forsøget viste, at der i gennemsnit blev puttet 27 gram mere slik i de store poser, og selvom det måske ikke lyder af så meget, så skal ses resultatet ses i en større sammenhæng:
“Problemet er stort, fordi portioner og pakker har haft vokseværk de sidste 30 til 40 år,” siger Susanne Tøttenborg, chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse.
Og problemet er ifølge Susanne Tøttenborg, at de større portioner hverken får os til at føle os mætte eller tilfredse, hvilket er med til at bidrage til danskernes øgede overvægt.
Derfor har Rema 1000 besluttet, at slikposerne fremover skal være mindre.
“Som stor kæde kan vi været med til at skubbe til en udvikling og trykke på nogle knapper, og det vil vi gerne være med til”, siger Jonas Schrøder, kommunikationschef hos Rema 1000.