Tæt på Odense: Historisk ejendom solgt i opsigtsvækkende handel
I landsbyen Korup nær Odense findes et sjældent helstøbt eksempel på den type bondegård, som voksede frem over hele landet ved indgangen til 1900-tallet – bygget på velstand skabt af andelsbevægelsen.
Nu restaurerer Realdania By & Byg den firelængede og fredede gård, så den kan bidrage til selskabets indsats for at bevare og formidle dansk kultur- og bygningsarv.
Det skriver man i en pressemeddelelse.
Virksomheden har erhvervet sig den historiske ejendom i en handel, der vækker opsigt i hele landet, fordi det er så sjældent at finde så velbevarede ejendomme.
Brændte ned til grunden i 1900
Søndag morgen den 29. juli 1900 buldrede et tordenvejr over Fyn. Et lyn slog ned og satte Hans Jensens gård på Korupvej 21 i brand. Gården brændte ned til grunden.
Hans Jensen måtte opføre gården fra ny. Resultatet blev en moderne gård skabt til en rationel drift med brug af tidens nyeste produktionsformer.
Tidligere var arkitektur og byggeskik i landbruget præget af lokale traditioner. Sådan var det ikke med gården i Korup.
Her var tale om et moderne landbrug opført i tidens nye stil, som fejede hen over hele landet i slutningen af 1800-tallet: Historicismen.
Originale døre og paneler som fra 1900
I stuehuset finder man i dag de originale malede udsmykninger og landskabsmotiver på lofter og vægge. Også de originale døre, borter og høje paneler står med de oprindelige historiske maler-teknikker, som de blev anvendt for 120 år siden.
“Jeg glæder mig meget over købet af gården i Korup.
Det er sjældent, at vi i dag ser en gård af denne type fra begyndelsen af 1900-tallet med alle bygninger opført på en gang og bevaret uden store ændringer,” siger Peter Cederfeld, direktør i Realdania By & Byg
Sammen med flere andre landbrugsejendomme i Realdania By & Bygs portefølje fortæller gården i Korup om mere end 200 års udvikling indenfor dansk landbrugsbyggeri, der ved indgangen til det 20. århundrede nåede et højdepunkt takket være andelsbevægelsens succes.
Fik genopført gården hurtigt
Hans Jensen var hurtig til at opføre sin nye gård efter lynbranden i juli.
Den 14. maj 1901 flyttede han med sin hustru og to børn ind i den nyopførte gård, som frem til i dag er bevaret uden store forandringer.
Gården er således enestående. Både som arketype for andelstidens landbrugsejendomme og som et uændret vidnesbyrd om livet på landet i begyndelsen af 1900-tallet.
Realdania By & Byg overtager gården 1. august og sætter den herefter i stand, moderniserer tekniske installationer og restaurerer de fine historiske interiører.
Efterfølgende skal gården lejes ud i lighed med de øvrige historiske ejendomme, Realdania By & Byg ejer.
Offentligheden kan følge arbejdet på gården via webfilm, artikler og arrangementer med Realdania By & Byg Klubben.