Tag ungerne med: Udforsk livet på landet til gratis familiedag

Åbent Landbrug er et årligt tilbagevendende gratis arrangement, som afholdes hvert år den tredje søndag i september.
Her inviterer gårde og virksomheder over hele landet alle danske familier på besøg i tidsrummet kl. 10-16, så de på nært hold kan få et autentisk indblik i nutidens moderne landbrug og fødevareproduktion.
I kan blandt andet klappe en ko, høre en gris grynte og sidde i en traktor.
Hvert år besøger mellem 60.000 og 100.000 gæster Åbent Landbrug, og I er naturligvis inviteret med!

Masser af sjove aktiviteter
Træk i gummistøvlerne, tag familien i hånden og gå på opdagelse i landbruget.
Søndag d. 21. september er der atter mulighed for at komme helt tæt på kalve, grise og høns, lege i halm og komme med op i de store landbrugsmaskiner, når i alt 57 landbrug åbner stalddørene op for nysgerrige gæster.
Der er masser af sjove aktiviteter for både børn og voksne.
Snup en smagsprøve med i hånden, tag en tur på pedaltraktorbanen og få et kørekort med hjem.
Du kan også møde en vaskeægte landmand, og se hvor dyrene bor.
Det er en dag fyldt med lyde, dufte, dyr der kan ses og mærkes, og så er der som altid garanti for sjove oplevelser, halm i lommerne og masser af frisk luft.
Hvad: Åbent Landbrug
Hvor: 57 landbrug i hele Danmark
Hvornår: Søndag d. 21. september fra klokken 10-16