Tante Grøn fylder 40: Fejrer med gratis brunsviger og masser rabat
Hvad enten man er til strikning, hækling eller andet garnkrævende håndarbejde, så kan man ikke komme uden om Tante Grøn.
Butikken i Vestergade er én af byens mest populære specialbutikker.
Og nu fylder den 40 år.
Det fejrer den med gratis brunsviger i dag, lidt godt at drikke og masser af rabat.
Kagefad og drikkebeholder bliver sandsynligvis tømt i dag, men de gode tilbud gælder ugen ud.
Siden 1983 har de store butiksvinduer på Vestergade 7 dannet rammen for Tante Grøns garnunivers, og selvom de sidste 40 år har budt på både op- og nedture, så har stifterne Ulla og Frands Emil Thrane ikke fortrudt et eneste sekund.
I 2005 overtog datter og nuværende ejer Vivian roret og har lige siden gjort en dyd ud af at videreføre forretningens fokus på høj kvalitet, god service og skønne oplevelser!
Tante Grøn har i løbet af de sidste 40 år gennemgået en kæmpe udvikling, og hele tre generationer har haft sin daglige gang i forretningen.
Det er derfor vigtigt for Vivian at markere butikkens 40 år i Odense gågade, og hun håber selvfølgelig på, at næste generation kan videreføre Tante Grøn i hjertet af Odense.
I 2022 fik garnuniverset tildelt Børsens Gazellepris.
Hvis du vil være med til at fejre Tante Grøn, så kig forbi butikken i dag. Den åbner klokken 10.
Og det er i Vestergade 7.