MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Kæmpe udvidelse skydes i gang: Sådan påvirker det Tarup Centers kunder

Af Christina Frederiksen

Der var stor glæde hos alle parter, da det i foråret blev meldt ud, at Tarup Center står over for en kæmpe udvidelse.

I alt skal Tarup Center udvides med 2300 kvadratmeter i to etager, hvor lavpris-byggemarkedet Harald Nyborg kommer til at indtage stueetagen med en ny, stor forretning.

Hele projektet har dog været flere måneder forsinket, men nu går om- og tilbygningen af Tarup Center altså endelig i gang.

Fra i morgen rykker gravemaskiner og bulldozere ind ved centret, hvor området omkring Indgang D bliver lavet om til en regulær byggeplads.

Tarup Center kommer selvfølgelig til at holde åbent helt som normalt. Dog vil det store bygge-arbejde komme til at påvirke adgangen til centret.

Blandt andet vil hele indgang D blive lukket ned fra i morgen tirsdag.

“De handlende gæster, der kommer til centret med letbanen, vil blive mødt af et pladehegn og en masse skilte, der viser, hvad vej de så skal gå,” siger chef i Tarup Center Kim Lynbech.

Tarup Center, som det forventes at komme til at se ud, når det står færdigt.

I stedet for at benytte den lukkede Indgang D vil de i stedet kunne benytte indgang F, der bliver etableret som en midlertid indgang mellem NORMAL og Tip Top Nails.

Kommer man ikke med letbanen vil det være nemmere at benytte den midlertidige indgang D, der bliver etableret. Den bliver etableret i det tomme butikslokale ved Matas og D’let – Det grønne køkken.

De midlertidige indgange D og F vil ikke være handikapvenlige. Derfor opfordres handikappede og gangbesværede til at bruge indgang A, B og C.

Pendlere må parkere på Højstrupskolen

Mens byggeriet af de ekstra mange kvadratmeter står på, bliver antallet af parkeringspladser ved Tarup Center reduceret med omkring 50 styk ved den lukkede indgang D.

En del pendlere, der arbejder i området ved Tarup Center, plejer at bruge centrets gratis parkeringspladser i løbet af arbejdsdagen.

Her kommer Tarup Center dog med en venlig opfordring til pendlerne:

“Vi vil meget gerne bede pendlerne om, at de bruger pendler-p-pladserne ved Højstrupskolen på Rismarksvej.

Det har stor betydning for os, at centrets gæster har mulighed for at parkere, og at der ikke er en masse af vores p-pladser, der er okkuperet af pendlere i 8 timer om dagen,” siger Kim Lynbech.

Det er i øvrigt ikke kun antallet af kvadratmeter, der ændrer sig i Tarup Center.

Centerchef Kim Lynbech er allerede trukket i arbejdstøjet, da centerkontoret også skal flytte midlertidigt.

Hele centret får en overhaling.

Tarup Centers udvendige facader bliver malet i samme jordfarve, toiletterne bliver renoveret, og i det nye år bliver der lagt nye klinker i hele centret.

Praktisk info til Tarup Centers kunder:

  • Indgang D lukker tirsdag
  • Midlertidig indgang D etableres til venstre for nuværende indgang i tom butik med indgang fra p-pladsen (man lander i centergang mellem Matas og D’let – Det grønne køkken)
  • Letbane-passagerer opfordres til at benytte den midlertidige indgang F, der etableres mellem NORMAL og Tip Top Nails
  • Handikappede og gangbesværede gæster opfordres til at benytte indgang A, B og C
  • Toiletterne ved den lukkede indgang D kan ikke længere benyttes
  • Der er dog mulighed for at benytte toilletter ved den midlertidige indgang D
  • Mens udvidelsen står på, reduceres antallet af parkeringspladser med 50 styk
  • Pendlere opfordres derfor til at parkere ved Højstrupskolen

Det forventes, at udvidelsen står klar i slutningen af august 2024, hvor Harald Nyborg altså kommer til at åbne i stueetagen i den sidste weekend i august.

“Jeg har store forventninger til den her udvidelse. Vi fik rigtig mange positive tilkendegivelser, da vi annoncerede udvidelsen på vores egen Facebook-side.

Folk er rigtig glade for, at Harald Nyborg kommer til Tarup, fordi det er en type forretning, der ellers ikke har været repræsenteret i Nordvest og på Nordfyn.

Så jeg forventer, at vi kan trække en masse ekstra gæster til centret,” siger Kim Lynbech og tilføjer:

“Og jeg skulle hilse og sige fra både Karsten Bill Rasmussen (der ejer Tarup Center red.) og Gerd Sand (administrerende direktør i Harald Nyborg red.), at de glæder sig til, at byggeriet endelig går i gang.

Det samme gælder Harald Nyborg, hvis nye forretning kommer til at indeholde hele kædens sortiment, minus trailere.”

Kim Lynbech opfordrer til, at man holder sig orienteret på Tarup Centers hjemmeside for hele tiden at være opdateret på byggeriet og eventuelle praktiske ændringer.

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien