Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

TBT Tower står nu helt færdigt: Her ligger Odenses dyreste lejlighed

Af Michael Qureshi
TBT Tower
Foto: NCC
TBT Tower Foto: NCC

Odenses højeste bygning på 17 etager med kombineret bolig og erhverv centralt på den tidligere Thomas B. Thriges Gade står nu klar.

Entreprenøren NCC har afleveret det gigantiske projekt, og hele byggeriet er kendetegnet ved nøje udvalgte materialer i høj kvalitet og generelt flotte løsninger.

Facaderne er udført i kobber, natursten og glas. Dertil kommer udsigten over Odense Centrum, som i sig selv er en særlig kvalitet.

Byens dyreste lejlighed som penthouse

På toppen af ODEON TBT Tower ligger byens dyreste lejlighed i form af et penthouse til 20 millioner kroner.

Beliggenheden på øverste etage resulterer i et uforstyrret vue udover H.C. Andersens fødeby fra den i alt 306 kvadratmeter store bolig.

Der følger selvfølgelig inventar af højeste kvalitet, flere indeliggende altaner, elevator og mulighed for en parkeringsplads med – til en kvadratmeterpris på lidt over 65.000 kroner. Det skriver Boliga, og du kan se mere til lejligheden her

Foto: Home/TBT Tower

“I NCC er vi stolte over at have fået mulighed for at bidrage til et så markant og ambitiøst byggeri til Odense by, som er i stærk udvikling,” siger områdedirektør i NCC Danmark, Ole Møller Petersen, efter at NCC har afleveret byggeriet til bygherren TOGT.

Byggeriet består af to bygninger på henholdsvis 8 og 17 etager sammenbygget med en mellembygning.

Det indeholder i alt ca. 11.500 m2, hvoraf stueetage, 1., 2. og 3. etage er disponeret til erhvervslejemål – herover er der boliger i forskellige størrelser og indretninger.

”Nu begynder anlægsarbejdet for Odense Letbane, og når det hele er færdigt, bliver området med TBT Tower et fantastisk sted for beboerne og byens øvrige borgere,” udtaler Ole Møller Petersen.

Grønne tage og enestående udsigt

Projektet er en del af Odense Kommune og Realdanias storstilede byudviklingsplan for de i alt 19 byggefelter på den tidligere Thomas B. Thriges Gade med titlen ”Fra gade til By”.

Tårnet, der er over 60 meter højt, ligger i projektområdets nordligste ende og er det første byggeri, der møder blikket, når man bevæger sig mod centrum fra Odense havn.

Kun domkirken er højere end TBT Tower, så de kommende beboere får en helt enestående udsigt over Odense havn, det gamle H. C. Andersen Kvarter og Odense Å.

Byggeriet passer godt i bydelens profil med sit new-yorker-inspirerede udtryk, placeret mellem Tigergården mod vest og det nye Musik- og Teaterhus Odeon mod øst.

Den laveste bygning har tagterrasser og grønne tage, idet de synlige tagflader på tårnet og på mellembygningen er plantet til med Sedum, en mos-art, som både er smuk, grøn og bæredygtig. Derudover er visse facader udført med begrønning.

TBT Tower ligger få minutters gang fra Odense Banegård og med letbanestop lige uden for døren, og har man brug for parkering, ligger områdets p-kælder med over 1000 p-pladser lige under bygningen.

Byggeriet er udført i totalentreprise for TOGT som bygherre med GPP Architects som arkitekt og Sweco Danmark som ingeniør.

Del artikel

Andre læser også