Baker Boys i ny form: Fabelagtige firkantede fastelavnsboller

De findes i alle former, afskygninger og smagsvarianter, og så smager de (som oftest) utrolig godt.
Igen er det selvfølgelig fastelavnsboller, det skal handle om, for her på MigogOdense fortsætter vi vores målrettede jagt på det lækre bagværk, som lige nu er i sæson.
Hvis I nu sidder og tænker, om vi ikke bliver lidt rundkindede af at spise alle de fastelavnsboller, er svaret helt klart ja. Men som du kan læse i artiklen herunder, skal vi jo ud at løbe i morgen!
Læs også: Skynd dig at melde dig til: På onsdag starter Løb med MigogOdense Derfor kan vi med relativ ro i sindet tygge os igennem det brede udvalg, de odenseanske bagere- og konditorforretninger langer over disken i disse uger. På den måde kan I nøjes med at smage de varianter, som tiltaler jer mest – hvis da ikke I har mod på dem alle.
I dag er det Baker Boys’ flødefastelavnsboller, som vi har smagt lidt på – i den gode sags tjeneste selvfølgelig.
(Baker Boys ligger på Edisonsvej 27 i Skibhuskvarteret).
Baker Boys’ fastelavnsboller koster 36 kroner stykket.

Nye og flotte former
Normalt kommer fastelavnsboller med fløde i en rund form, men hos bageriet med den hyggelige og velbesøgte café har man besluttet, at den skal være firkantet – nærmest rektangulær, og det gør, at den skiller sig ud.
I alt tilbyder Baker Boys fem forskellige varianter, som alle er baseret på en rulledej, der nærmest minder om den, man bruger til at lave croissanter.
Nougat med hasselnød
Kan man lide nutella, så er den her fastelavnsbolle lige sagen. Og hvem kan ikke lide nutella?
Smagen er afbalanceret, og brødet giver et perfekt modspil til det søde indhold, som heldigvis ikke er blevet overgjort, så det bliver kvalmt.
Man kunne let frygte, at den blev for tung og hård at komme igennem, men den ryger lige ned.
Hindbær
Fra det søde til det lidt mere syrlige. Der er ikke sparet på hindbærmarmeladen, som giver en virkelig god kontrast til flødeskummet.
Er man til en flødefastelavnsbolle, som ikke bliver alt for sød, bliver man nødt til at smage denne.
Og så skal man ikke undervurdere værdien i, at selvom der både er marmelade, creme og flødeskum, så er den overraskende nem at skære ud – det gælder i øvrigt for dem alle.
Æble-hvidvin
Jeg må indrømme, at jeg var spændt på den her, for jeg har aldrig hørt om en fastelavnsbolle med æble-hvidvin, men det har jeg nu, og det kan anbefales.
Kommer du i bil, skal du ikke frygte at køre hjem, for navnet skyldes, at man har brugt hvidvin til at koge æblerne, som er blevet til en form for kompot, og det fungerer bare.
Smagen er på samme tid sød og syrlig på en behagelig måde. Æblerne kommer til deres ret, men hvidvinen agerer behagelig modspil. Tænker man lidt i retning af æblegrød (den gode slags) med flødeskum i en virkelig lækker bolle, rammer man meget godt.

Karamel med kaffecreme
Kan du lide kaffe, så vil du kunne lide den her fastelavnsbolle. Omvendt bør dem, som har et anstrengt forhold til kaffe måske prøve en anden variant, for den smager en del af kaffe.
Skal jeg bruge mig selv, så kunne jeg rigtig godt lide versionen, som minder lidt om en karamel frappucino fra Starbucks, hvis man har smagt sådan en (det bør man prøve).
Dermed også sagt, at vi ikke skal glemme karamellem, for dynamikken er rigtig lækker.
Vaniljecreme
Hvad er der overhovedet at sige? Vi er nødt til at bifalde, at I en tid, hvor der bliver eksperimenteret med en masse smagsvarianter, holder Baker Boys samtidig fat i det, der virker – og det virker bare!
For den type fanatikere, og dem kender jeg mange af, er fastelavnsbollen med vaniljecreme et must. Den sidder lige i skabet, og jeg er overbevist om, at skal man et smut forbi bedstefar på 96 år, som skælder og smælder og det nymodens bras, vil den være en sikker vinder.
Den er faktisk bare ikke meget længere.