Høj kvalitet på alt: Koi Sushi leverer en ekstraordinær sushi-oplevelse i Odense
De ligger nummer 1 på Tripadvisor, som gæsternes foretrukne restaurant i Odense.
Og i det hele taget har Koi Sushi bare et virkelig godt ry blandt sushi-spisende odenseanere.
Derfor satte vi os for at teste menukortet hos den velrenommerede restaurant på Flakhaven.
Og vi kan allerede nu godt afsløre, at vi ikke blev skuffede!
Vi smuttede forbi Koi Sushi fredag middag.
Restauranten havde lige netop åbnet, og flere gæster havde allerede sat sig til rette ved bordene udenfor.
Vi ville egentlig gerne have siddet indendøre og nydt de eksklusive, mørke og moderne omgivelser, der virkelig giver fornemmelsen af, at man befinder sig i en fancy storby langt væk fra Fyn.
Men solen stod højt på himlen, markisen var slået ud, og med en placering lige ud til Flakhaven besluttede vi at nyde det formidable danske sommervejr.
MigogOdense tester
Odense har så mange gode spisesteder, at vi har sat os for at teste menukortet hos flere af stederne. Kun for at kunne inspirere og guide vores læsere til de gode steder.
Stederne betaler ikke for omtalen.
Men kunne maden mon leve op til vejret? Det var vi spændte på.
Den første servering, der landede på bordet foran os, var en skål med den hyper-aktuelle og allestedsnærværende japanske ret, ramen.
Har man set Masterchef, eller følger man bare en smule med i, hvad der rører sig på madscenen i København, ved man, at ramen er en meget hip spise.
Ramen er kort fortalt en suppe tilberedt på en kraftig fond med fyld bestående af nudler og forskellige grøntsager og ofte halve æg.
Hos Koi Sushi valgte vi en vegetar-udgave af suppen med tofu-kød, grillet majs, pak choi-kål, forårsløg og selvfølgelig nudler.
Udsøgt pokebowl
En ramen, der i Koi Sushis udgave var både cremet og med en varm – uden at være for stærk – eftersmag.
Nudlerne var perfekt tilberedt, og både forårsløg og kål var stadig sprøde og tilførte retten den helt rigtige balance til den på én og samme tid søde, stærke og let parfumerede servering.
At Kois ramen, med sin orange farve, serveret i en sort og grå stentøjsskål og med en lille suppeøse i træ ved siden af, også er smuk at se på, gør selvfølgelig kun indtrykket endnu bedre.
Næste ret på menuen var noget, der er mindst lige så meget oppe i tiden som ramen, nemlig en pokebowl. Groft sagt en exceptionelt delikat udgave af en lækker og i dén grad mættende skål salat.
Bortset fra, at i denne type skål er der ikke salat – men en hel masse andet grønt og den lækreste kylling.
Hos Koi består den af de møreste marinerede kyllingestykker drysset med sesam. Dertil mangostykker, edemamebønner, syltede asparges, ris, tang og rejechips.
En virkelig fyldig bowl, der kunne have gjort det ud for måltidets eneste ret. Man var blevet fuldstændig mæt, havde man kun bestilt Koi Sushis pokebowl.
Dobbelt så dyr laks – det kan smages
Alt skåret i mundrette stykker, og med en kylling så mør og velmarineret som denne, bør det være en oplagt frokostfavorit, for de odenseanere, der ikke har taget en madpakke med på arbejde.
Og nu kom vi så til det, der må siges at være denne frokosts højdepunkt: Sushien.
Min medspiser og jeg diskuterede, hvilken type sushi vi elsker mest: Den klassiske nigiri – eller ruller sådan helt generelt.
Undertegnede er vild med rullerne, mens min medspiser foretrækker nigiri.
Eller det vil sige: Sådan havde vi det, indtil vi smagte Kois sushi.
For det var som om, at der denne fredag middag blev vendt op og ned på vores forventninger til sushi.
Vi lagde ud med at hapse nigirien. Vi var solgt.
Laksen nærmest smeltede i munden, og risene var fuldstændig perfekte i konsistensen: Fugtige men luftige samtidig.
“Det kan de godt finde ud af,” konstaterede min medspiser.
Personalet fortalte efterfølgende, at den laks man bruger på Koi koster 280 kroner. Det er cirka dobbelt så meget som den standard-laks, man bruger mange andre steder.
Vi kunne godt smage forskel.
For eksempel var laksen helt exceptionel i den sashimi-rulle med laks og asparges i tempura, og vi var også helt vilde med hosomakien med grillet laks i tempura med teriyaki.
Sidstnævnte mindede på mange måder om en lille kagedessert, sprød og delikat.
Der var dog ikke kun laks på vores tallerken. Vi fik også en nigiri med flammegrillet tun, miso-mayo og lotus-chips samt en uramaki med blæksprutte toppet med tun og chilimayo.
Det er var virkelig svært at vælge en favorit, for det hele smagte ganske suverænt.
Vi må konstatere, at vi er vildt imponerede over Koi Sushis niveau. Og det står fuldstændig lysende klart, hvorfor at denne restaurant ligger i top på Tripadvisor.
Som min medspiser konkluderede, da vi propmætte gik derfra:
“Jeg spiste engang på Nobu (global sushi-kæde red.) i Budapest.
Det var virkelig godt. Men det her er helt klart ligeså godt. Og i hvert fald det bedste sushi, jeg har fået i Danmark.”
Så er det da bare mega-heldigt, at Koi Sushi ligger lige her i midten af Odense.
Hvis du er blevet fristet, så book dit bord eller bestil din takeaway fra Koi Sushi her.
En kæmpe anbefaling skal i hvert fald lyde herfra.