Til alle der elsker ost: Stor Food Festival byder på flere oste-oplevelser
SPIS! Odense Food Festival er igen i år spækket med spændende osteoplevelser, når madfestivalen folder sig ud i midten af september.
Sammen med Mejeriforeningen og Ost & ko inviterer festivalen til ostesmagning med danske skæreoste; der er ost i kokkenes råvarekasse til Schiøtzprisen; og så kreerer den anmelderroste Restaurant Vår festlig og grøn langbordsfrokost på Odense Rådhus med danske kvalitetsoste som smagsgivere.
Heller ikke i år kommer osteglade odenseanere og tilrejsende osteører til at gå forgæves, når SPIS! Odense Food Festival for 6. gang indtager den fynske hovedstads toppede brosten og romantiske haver.
Festivalen har nemlig igen allieret sig med Mejeriforeningens ostekulturkampagne Ost & ko om at tilbyde nogle inspirerende, lærerige, velsmagende og frem for alt brandhyggelige arrangementer med ost og særligt udvalgte mejeriprodukter i fokus.
Jacob Burmølle-Jensen fra Restaurant Vår glæder sig til at servere velsmagende retter med danske oste og grøntsager.
“Vi er virkelig dygtige i Danmark til at lave ost, og til vores frokost kommer vi til at arbejde med nogle lokale oste fra disse egne. Jeg er sikker på, at odenseanerne vil glæde sig til at få nogle nye oplevelser – med råvarer, som er lavet blot 20 minutter væk.”
Ostesmagning med dansk skæreost 2.0
Lørdag 12. september kl. 12-13 kan du lære danskernes darling, skæreosten og dens mange fortræffeligheder at kende, når Mejeriforeningens osteekspert Rasmus Holmgård tager dig igennem en ren tour de force inden for den danske nationalkending.
Du smager seks lækre, danske oste samtidig med, at Rasmus guider dig kyndigt igennem de seneste tendenser inden for udviklingen af den gode ostemad. Arrangementet er gratis at deltage i. Du skal blot hente din billet på spisodense.dk.
Grøn ostefrokost med Restaurant Vår
Kl. 13-15 samme dag inviterer Ost & ko og den anmelderroste Restaurant Vår til en fantastisk lækker langbordsfrokost på Odense Rådhus, hvor fællesskabet og grønne retter med danske kvalitetsoste som smagsgivere er i højsædet.
Under frokosten vil kok Jacob Burmølle-Jensen fortælle om det gode måltid på tallerkenen, samtidig med, at du lærer alt om, hvad dansk ost egentlig er for en størrelse.
Du kan eksempelvis glæde dig til saltede torsk med spinat, squash og lagret Svenbo fra Gundestrup Mejeri og culotte med kornblomst fra Thise Mejeri.
Ost i det grønne foregår i de smukke lokaler i Rådhusets kantine, hvor der er dækket hyggeligt op til en langbordsfrokost i ostens og de grønne sagers tegn. Til frokosten serveres skønne specialøl og vand. Billet koster 310 kr. og kan købes på spisodense.dk.