Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tilbage i Danmark: Stor kunstner udstiller hos intimt galleri

Af Redaktionen

I 2017 havde svenskeren Mikael Takacs sin første soloudstilling i Danmark, som fandt sted i Aalborg ved Galerie Wolfsen.

Kunstneren har haft soloudstillinger i storbyer som Los Angeles, Malmö og senest New York.

Fra den 4. marts og frem til den 25. marts er hans værker tilbage i det danske – hos Galleri Nijenkamp i Odense M.

Udstillingen bliver skudt i gang med en fernisering denne lørdag, hvor alle nysgerrige sjæle kan komme og se, hvad Mikael Takacs har i ærmet af imponerende portrætter.

Helt særlig teknik

Mikael Takacs er bare 35 år gammel, men han har mere end seks soloudstillinger og over 100 gruppeudstillinger på CV’et.

Galleri Nijenkamp har ventet over to år på at kunne få denne udstilling. Men nu er det endelig blevet tid.

Man vil kunne finde over 30 af hans værker. Det er første gang, han har så stor en udstilling i Danmark.

Temaet er portrætter af ikke-kendte mennesker. Til hans seneste udstilling i New York var det kendte ansigter, der var fokus på, hvor han blandt andet havde udstillet portrætter af Marilyn Monroe og Andy Warhol.

Mikael Takacs bruger en helt særlig marmoreringsteknik, hvor han først skaber sine motiver med akrylmaling og derefter forvrænger dem ved at trække malingen rundt med forskellige værktøjer.

Til ferniseringen den 4. marts er kunstneren selv til stede. Alle kunstinteresserede har en eksklusiv mulighed for at høre tankerne bag værkerne fra Mikael Takacs.

Der er mulighed for at få et glas vin, mingle lidt og ellers bare snuse rundt. Der er åbent hus i galleriet fra kl. 11-15.

Du kan læse mere på galleriets hjemmeside.

10 års jubilæum

Galleri Nijenkamp kan i år fejre 10 års jubilæum.

Bag galleriet står Line Nijenkamp, der som 22-årig åbnede Fyns største galleri på 1000 kvm.

Nu er hun rykket i mindre og mere intime lokaler – dog stadig på imponerende 350 kvm.

Galleriet er kun åbent efter aftale. Man skal give besked, inden man dukker op. Men alle kan komme og se det – små som større grupper.

“Vi vil gerne give vores kunder den bedste oplevelse gennem et intimt møde, hvor vi kan gøre det personligt. Det er en mulighed for at give interesserede kunder vores fulde opmærksomhed,” siger Line Nijenkamp.

Derfor er der også kun ganske få kunstnere knyttet til galleriet.

“Det, jeg synes, er sjovt, er at have en lille skare af kunstnere, men at arbejde tæt med dem. Det giver mulighed for resultater og for at repræsentere dem i hele verden,” siger Line Nijenkamp.

Sussi Trampedach og Dante Galic er galleriet eksklusive på i hele verden.

Den 31. marts holder Galleri Nijenkamp reception i forbindelse med jubilæet. Her vil der være en gruppeudstilling.

Du kan kontakte Line Nijenkamp og lave en aftale på telefon: +45 28901128 eller på mail: Info@gallerinijenkamp.dk.

Del artikel

Andre læser også