Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tredje gang i Odense: Få et kursus i at lave lækre flødeboller

Af Kasper Junge Wester
Arkivfoto
Arkivfoto

Flødebollen har de senere år oplevet lidt af en renæssance med introduktionen til gourmetflødeboller fra diverse producenter, men det er nu alligevel nok de færreste, der har prøvet kræfter med selv at lave flødeboller.

Andre har måske måtte erkende, at meget kan gå galt, når man kaster sig ud i processen.

Nu kan du imidlertid få kyndig vejledning i den ædle kunst at sammensætte den perfekte flødebolle, når Kold College afholder flødebollekursus tirsdag aften.

Det er tredje gang, kurset afholdes for private, og hidtil har det været en stor succes, fortæller Trine Paulsen, der er kursuschef på Kold College.

Øget interesse for konditorfaget

På Kold College har man de senere år kunnet mærke en større interesse for at kaste sig ud i kager og bagværk, og det er blandt andet derfor, flødebollekurset udbydes.

”Qua ’Den Store Bagedyst’ og nogle af de andre store medier, som blæser hele det her konditorfag op, så kunne vi godt tænke os at stille nogle rammer til rådighed, hvor man kan få lov til at udleve dén drøm, selvom man er frisør eller SOSU-assistent, eller hvad man nu kunne være,” fortæller Trine Paulsen.

Og det er fantastiske rammer, man får lov at udfolde sig i. Faktisk er det svært at forestille sig et bedre sted at finpudse sit flødebolletalent. Værkstedet er blåstemplet af selveste Callebaut, der er en belgisk chokoladeproducent.

”Vi er et chokoladeakademi af Callebaut, faktisk. Så vi har en chokoladefontæne og nogle utrolig fine rammer, hvor vi kan tilbyde den her undervisning.”

Masser af lækkert at tage med hjem

På kurset lærer man både at lave klassiske flødeboller samt varianter med hindbær og lakrids, ligesom der arbejdes med forskellige chokolader og bunde.

Kurset har kun plads til 14 kursister, så det er om at være hurtig ved tasterne og få sig tilmeldt. Begrænsningen er et bevidst valg:

”Det er for at skabe den der intensitet, men det er også af praktiske årsager i forhold til størrelsen af det her chokoladeværksted. Men også i forhold til, at det skal være en hyggelig aften, og når vi har én faglærer på, så skal han også komme rundt til alle deltagere.”

Trine Paulsen forsikrer dog, at man vil se på at udbyde et ekstra kursus, hvis interessen er tilstrækkeligt stor. Og det burde den være, for der er rig mulighed for at tage resultaterne af sit arbejde med hjem:

”Det er der helt sikkert! Der er også rigtig mange til overs nogle gange, som er knap så pæne, men de kan spises,” siger Trine Paulsen med et grin.

Du kan læse mere om kurset og tilmelde dig her.

Del artikel

Andre læser også