Trist melding: Infernal aflyser koncert i ODEON i denne uge
Når Infernal går på scenen i Store Vega i København lige før jul, så er der altid udsolgt.
Deres koncept TECHNOTOMBOLA, der både er koncert og efterfølgende natklub med DJ og ADHD på scenen, er populært blandt københavnerne.
Men her i Odense har det tydeligvis ikke den store interesse.
I hvert fald er torsdagens koncert i ODEON aflyst. Det kan man se på begivenheder under ODEON.
Svigtende billetsalg
Fyens Stiftstidende har været i kontakt med Infernals management, der fastslår, at det skyldes svigtende billetsalg, at man nu aflyser koncerten.
Han starter med at fortælle om den store succes det har været i København.
“Store Vega har været fyldt til randen, og festen fik fuldt fokus, før juleanden skulle klargøres.
Desværre har det vist sig, at publikum i Odense ikke helt har haft samme idé. Derfor er koncerten i Odeon torsdag 19. december aflyst,” siger Michael Guldhammer, Infernals manager, til Fyens.
Planen var, at Infernal først skulle lave deres normale set-up, og derfra forlænge festen til klokken 02.00. På den måde ville man få både koncert, natklub-stemning og ekstra lir med de vilde ADHD.