Trods nedrykning: OB åbner fanshop i gågaden
Det er ikke mange uger siden, at OB afsluttede Superliga-sæsonen på historisk ringe vis.
Derfor hedder det 1. division fra næste sæson.
Men det afholder ikke klubben fra i samarbejde med Barfoed Group at åbne en fanshop midt i Odense.
Dørene til butikken i Kongensgade 39 slås op 21. juni kl. 11.00 ved en stor åbningsfest.
Det skriver OB på sin hjemmeside.
Kongensgade står samtidig over for et større løft af Odense Kommune for at tiltrække flere turister og odenseanere til handelsgaden gennem byrumsprojektet ’Living streets’.
Og det vil man i OB gerne støtte op om.
“Vi har været en del af Odense i over 130 år.
Derfor er det naturligt for os i OB at bidrage til byen og dens udvikling. Odense by og Odense Boldklub går hånd i hånd gennem traditioner og et stærkt fællesskab. Derfor er vi utrolig glade for at kunne åbne vores nye fanshop i hjertet af Odense, som er med til at bringe os tættere på vores fans i hverdagen,” siger Jack Jørgensen, der er kommerciel chef i OB, og fortsætter:
“Åbningen af fanshoppen midt i Odense gågade er et naturlig skridt i at styrke vores brand, øge tilgængeligheden af vores merchandise og synligheden i Odense by, mens vi samtidig bidrager til at skabe mere liv i gågaden.”
Stor åbningsfest
Fanshoppens hylder og bøjler vil være fulde af spritnyt OB-merchandise, hvor man kan købe alt lige fra trøjer, kasketter, rygsække og halstørklæder til flag og bamser.
I løbet af efteråret vil sortimentet løbende blive udvidet.
– Vores gode samarbejdspartner Hummel har hjulpet os med at indrette en moderne og funktionel fanshop, som vi glæder os til at åbne dørene for, fortæller Jack Jørgensen.
Fanshoppen åbnes for første gang kl. 11.00 i Kongensgade 39 den 21. juni 2024, hvor alle er velkomne til stor åbningsfest.
Der er også åbent dagen efter lørdag den 22. juni kl.11.00.