Truet dyreart: Snart får Odense 600 styk

Hvorfor kører der gravemaskiner rundt på engen øst for Seden Strand for tiden?
En lille strandtudse er forklaringen.
Det skriver Odense Kommune på Facebook.
Strandtudsen er i dag en truet dyreart og derfor fredet.

Den forsvandt fra sit naturlige levested ved Odense Fjord, da vi i Danmark begyndte at bruge traktorer og kunstgødning kort efter anden verdenskrig.
Det eneste sted, der i dag lever strandtudser i Odense Kommune, er ved Tarup-Davinde. Her har den overlevet i grusgrave, fordi der er sand.
Men vi vil gerne give strandtudsen sin strandeng tilbage.
“Strandtudsen er det, vi kalder en paraply-art. Og det er ikke fordi, den ikke kan lide regnvejr. Men den er ret sart og kræsen. Den kræver ret varierede forhold for at kunne leve og yngle. Det betyder samtidig, at strandtudsen en god indikator for naturens generelle tilstand ved fjorden.
Hvis det lykkes at skabe gode levesteder for tudsen, vil det også gavne andre dyr – ikke mindst engfuglene, som også er gået tilbage i området,” fortæller Lars Kildahl Sønderby, der er projektleder og natur-, skov- og landskabsingeniør i Klima- og Miljøforvaltningen.
Én har hørt tudsens kvækken
Så det er altså af den grund, at kommunen i øjeblikket graver på strandengen ved Oldermandsgyden ved Seden Strand.
Her bliver der skabt sandskrænter og lavninger i jorden af forskellig dybde og størrelse for at gøre området ujævnt igen.
Og til juli 2024 sætter kommunen så 600 små strandtudser ud, og det bliver gjort af flere omgange over tre år.
“I bund og grund handler det om at skabe en rig Odense Fjord igen.
Alene de her fantastiske lyde, det giver, når man møder de store flokke af viber, rødben, klyder… eller de her kvækkende tudser – det er en stor naturoplevelse i sig selv. Og det HAR jo været sådan her før, så skal vi ikke arbejde os herhen igen?” lyder det fra natur-, skov- og landskabsingeniøren.
Allerede i 2020 startede kommunen med at skabe variation i landskabet med lavninger øst for Seden Strandby.
Fire gange er der sat strandtudser ud, og én gang er der en, der har hørt tudsens kraftige og karakteristiske kvækken.