Højsæson for cykeltyverier: Tyvene går målrettet efter én type cykler

Forårsmånederne er højsæson for cykeltyverier.
Særligt én gruppe cykelejere skal være ekstra opmærksomme op til sommer.
Det skriver GF Forsikring i en pressemeddelelse.
“Vi oplever, at vores medlemmers cykler har stadig større købsværdi. Det hænger sammen med, at vi køber elcykler som aldrig før, og mange børnefamilier har fået øjnene op for ladcyklen som erstatning for bil nummer to.
Det har cykeltyvene desværre også lagt mærke til, og da disse modeller typisk er dyrere, har de også større risiko for at blive stjålet. De kan nemlig sælges videre med større fortjeneste,” siger Martin Rundager, direktør for Skadehjælp hos GF Forsikring.
Læs også: Mange kører ulovligt: Nu sætter Fyns Politi fokus på trailere Det årlige antal anmeldte cykeltyverier ligger i gennemsnit på omkring 40.000 på landsplan, og antallet af anmeldelser er endda steget med 29 procent i 2024 sammenlignet med 2021. Det viser en opgørelse af tal fra kommunerne.
Peger på banal løsning
Ejer man en af de dyrere modeller, er der ifølge Danmarks Statistik god grund til at holde ekstra øje i de kommende måneder. En tredjedel af alle cykeltyverier sker nemlig i sommermånederne fra juli til september.
Men selvom statistikkerne er imod cykelejerne, er der flere præventive tiltag, som kan gøre livet sværere for lyssky sjæle.
“Det lyder banalt, men i praksis ser vi desværre, at flere glemmer lavpraktikken som at bruge en forsikringsgodkendt lås og låse cyklen inde i et skur eller en gård over natten.
Man kan også overveje at benytte en ekstra lås, for så skal tyvene bruge længere tid, og det højner risikoen for at blive opdaget,” lyder det videre fra Martin Rundager.
Hvis uheldet alligevel er ude, er det vigtigt at have registreret sit stelnummer og have et købsbevis klar.
Begge dele skal bruges, når et cykeltyveri skal anmeldes til politiet og forsikringen.