Ubehagelig oplevelse: Passager amok i letbanen

Vil man køre med letbanen – eller anden offentlig transport for den sags skyld – må man købe billet.
Det kan de fleste heldigvis forstå.
Men Fyns Politi har netop modtaget en anmeldelse om en hændelse i letbanen i Odense, hvor passageren ikke var indforstået med ovennævnte koncept.
I døgnrapporten fremgår det således, at en passager valgte at gå amok, da vedkommende blev bedt om at vise sin billet.
Episoden, der fandt sted 25. marts men først blev anmeldt i går, er beskrevet således:
“Under kontrol i Letbanen som forurettede og en kollega foretog, kunne en passager ikke fremvise billet da hans telefon var løbet tør for strøm.
Da passageren blev forespurgt om ID blev passageren og hans kammerat meget højrøstede, kaldte FOU (forurettede red.) en masse skældsord.
Det ender med at den ene passager spytter og rammer FOU på bukser og jakke.”
Fyns Politi hører selvfølgelig gerne fra vidner til episoden.