Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Endnu mere OB: Kom helt tæt på spillerne ved stor udstilling

Af Christina Frederiksen
Foto: Morten Albek
Foto: Morten Albek

Fodboldglade fynboer kan netop nu følge med i, hvordan OB arbejder med talentudvikling.

Det er i dokumentaren “En gang Odense altid Odense”, der kan ses på Viaplay og TV2 Fyn.

Og nu kan TV2 Fyn i samarbejde med ODEON give fynboerne endnu mere Odense Boldklub med fotoudstillingen “Fra stjernefrø til superligaspiller”. 

I et år har TV 2 Fyn fulgt OB tæt i klubbens arbejde med talentudvikling og jagt på resultater. Det er blevet til en dokumentarserie i seks afsnit, “En gang Odense altid Odense”. 

Still-fotograf Morten Albek har været med på sidelinjen og i omklædningsrummet før, under og efter OB’s kampe i denne sæson, og det er der kommet en række billeder ud af, som er med til at fortælle historien om Odense Boldklub. 

“Fodbold er i dén grad følelser, og det ser man tydeligt under kampene.

Mit fokus har været to steder – på banen og uden for banen i omklædningsrummet og på vej ind til kampen i spillertunnelen.

Jeg har fotograferet det, som man normalt ikke ser som tilskuer eller tv-seer,” siger Morten Albek, fotograf ved TV 2 Fyn. 

Fotoudstillingen i ODEON giver et unikt indblik i Odense Boldklubs dagligdag og følger de unge spillere Jakob Breum og Yankuba Minteh på deres rejse fra talent til superliga.

Gennem 20 billeder, der er blevet fanget i spillertunnelen, under opvarmning og på banen, indfanges øjeblikke af spænding, lidenskab og dedikation.

“TV 2 Fyn er et visuelt medie, og vores styrke er som udgangspunkt de levende billeder.

Men vi vil også gerne formidle den unikke adgang, som vi har haft til OB, igennem stillfotos.

Det kan noget helt særligt.

Og vi er så heldige, at vores dygtige fotograf Morten Albek har taget nogle billeder, som vi er meget stolte af. De fortjener at blive luftet for et stort publikum,” siger Lasse Hørbye, chefredaktør på TV 2 Fyn. 

Som multikulturhus er placeringen for udstillingen også helt i tråd med ODEONs ambition om at fremme den danske kultur og de følelser, der vækkes i øjeblikket, hvor artisten går på scenen eller kampen skydes i gang. 

Som en del af kampen

“Både kultur og sport er passion, fællesskab, følelser, oplevelser, familietid og samhørighed.

Vi er et hus, som på den ene side uddanner og opfostrer nye kreative talenter hos Syddansk Musikkonservatorium og Den Danske Scenekunstskole og på den anden giver dem de store scener at slå deres fremtidige folder på.

Så i vores kulturunivers har vi også rigtig mange stjernefrø, der bliver til superligaspillere. Fotoudstillingen og samarbejdet med TV2 Fyn passer derfor rigtigt godt med tanken om ODEON som et mangfoldigt kulturhus,” siger Nanna Løkken Andersen, kulturchef i ODEON.

Fotograf Morten Albek har formået at fange de afgørende øjeblikke, hvor spændingen er intens og følelserne rå. Fra det afgørende øjeblik, før de unge spillere løber på banen, til glædesudbruddet når OB scorer et mål, er Albeks fotografier en æstetisk oplevelse, der får beskueren til at føle sig som en del af kampen.

“Jeg har forsøgt at finde momenter af spænding lige inden kampstart, eller hvor trænerne diskuterer taktik i halvlegen, eller der hvor publikum venter i spænding på en VAR-afgørelse.

Det er også fodbold. Så jeg prøver ofte som fotograf at vende blikket den modsatte vej af, hvad alle andre gør, fordi det måske netop er der, fortællingen er,” siger Morten Albek og fortsætter:

“Der er kampbilleder af scoringer og fejringer. Så er der de andre billeder, hvor man kan se mennesket bag fodboldspilleren, og følelserne af spænding, forventning eller skuffelse – og dem er jeg personligt mere interesseret i.”

Fotoudstillingen ‘Fra stjernefrø til superligaspiller’ vil være at se i ODEON og vil være åben for alle interesserede fra den 3. juni til 30. juni. 

Læs mere om udstillingen her.

Del artikel

Andre læser også