Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ugens tip: Madklubben har indtaget Odense med stil

Af Daniel Sløk Nielsen

Gastromand leverer de gode tips til spisesteder i Odense. Gastromand er en af Danmarks største madblogs og medejer af MigogOdense. 

Madklubben i Odense åbnede officielt d. 16. juni, og vi var på pletten på andendagen for lige at afprøve niveaet – og vi blev ikke skuffede. 

Legendariske lokaler

Der har efterhånden været lidt forskelligt i de gamle Frank A lokaler, som nu huser Madklubben.

Senest måtte Halifax pakke sammen, men det har så givet muligheden for at restaurantkæden Madklubben kunne udvide i Odense.

Læs også: Ugens tip: Her får du noget af Odenses bedste luksus-snask

Lokalerne kender de fleste, og meget ligner sig selv, bortset fra lidt ny indretning.

Manifest

Vi skal lige forbi en ting først, hvilket er nødvendigt, hvis man ikke allerede kender Madklubben fra andre steder i landet – og det er deres manifest.

Vi kunne også kalde det en ansvarsfraskrivelse, men det lyder så negativt.

Madklubben handler om kvalitet og velsmag til en pris, alle kan være med til.

Så forvent ikke lange introduktioner til vine fra en 100 år gammel vingård, som ligger i et idyllisk område i Sydfrankrig.

Personalet ved med stor sandsynlighed heller ikke, hvad hver eneste urt på din ret hedder, eller om det er estragon eller kørvel, der er i din bearnaise.

Men det er altså også fløjtende ligegyldigt, når dem i køkkenet har styr på sagerne.

Derudover bliver vi mødt af et veloplagt personale, som med deres smittende humør kompenserer stort for den manglende tjeneruddannelse – og helt ærligt, det holder altså hele vejen.

Simpelt menukort

Der er som sådan ikke meget fynsk over menukortet.

Nogle råvarer er hentet fra lokale steder, men det er også det.

Retterne dufter mere fransk med et fynsk pift. Nogle vil måske sige; Det har vi sgu set før, andre vil tænke; lækkert, her er noget jeg kender.

Problemer med at vælge? Tag en Odensemenu, og glæd dig til desserten.

Uanset hvad, så emmer menukortet af enkelthed og noget for enhver smag.

Ja, faktisk kan det være lidt svært at vælge, men det er jo et luksusproblem.

Priserne stikker heller ikke helt af.

Du får tre retter for 235 kr., og hvis du vil køre en sikker vinder, så tag Odensemenuen til 350 kr., og så er du dækket af på forret, hovedret og dessert.

Læs også: Ugens Tip: Odense har fået et ægte greasy amerikansk BBQ-sted

Udvalget af drikkevarer er også fornuftigt. Både øl, vin og vand findes i en relativ bred sammensætning, og priserne er ligesom på mange andre restauranter.

Især vinkortet er kørt sikkert hjem med god spredning og mange kendte vinhuse, hvilket er fornuftigt, når man nok ikke kan forvente at personalet har årelang erfaring i vinens verden.

En ting, man måske kunne savne, er et lidt større udvalg af alkoholfrie eller lavalkoholiske drikkevarer – og når vi nu er på Fyn, så kunne man da lige have haft nogle fynske bryggerier på menuen.

Fem fejlfrie serveringer

Vi beslutter os denne aften for at fokusere på hovedretterne og kaster os derfor ud i bøffen, kyllingen, hummeren, fisken og den yngste i selskabet får en burger.

Og hvis vi lige skal starte med burgeren, så er hakkebøffen stegt flot rosa, og fritterne er sprøde og saltbøssen er fundet frem, ligesom rettens ejermand gerne vil have det.

Børneburger med tilhørende fritter
Hummeren er en af de retter, der koster lidt ekstra, men den er pengene værd. Sesam, ingefær og teriyaki-kombinationen vinder.

Den gode kvalitet fra køkkenet følger i alle retterne.

Hummer og fisk er ikke overtilberedt, og garnituren er tilsmagt og sammensat godt. Bøffen er stegt medium-rare, som jeg bad om, og bearnaisen har både syre og fedme.

Kyllingen er saftig og med sprødt skind og minder nærmest mest af alt om en ret, jeg fik på Falsled Kro tidligere på året – ja, jeg klager sgu ik’.

Helleflynder med dejlige grøntsager, sommertrøfler og lækker sauce.
Rib-eye og bearnaise. Serveres med fritter og bitter salat ved siden af.
Sommerkylling med en sauce, jeg kunne spise hver dag.

Det eneste lillebitte kritikpunkt er lidt manglende saltning af de nye kartofler, som i øvrigt egentlige var overflødige i forhold til mængden af mad, som blev serveret.

Nuvel, vi er i provinsen – ekstra kartofler vinder nok flere point hos gæsterne.

Alt i alt er det bare en velsmurt maskine på trods af, vi er her på kun den 2. officielle åbningsdag.

Et vinderkoncept

Madklubben Odense lægger hårdt ud, og hvis dette er niveauet hver gang, så vil jeg være lidt nervøs, hvis jeg var café- og bistroejer i byen.

Beliggenheden er genial, priserne er det samme og kvaliteten af retterne er svær at sætte en finger på.

Selvom der er plads til rigtigt mange gæster i restauranten, så forudser jeg, at det vil være en god idé at reservere bord.

Med et niveau som er højere end visse andre kæder i byen, og priser der ikke skræmmer nogen væk, så tør jeg godt at sige, at Madklubben er kommet for at blive. Jeg kommer i hvert fald gerne igen.

Hvad: Madklubben Odense
Hvor: Jernbanegade 4, 5000 Odense C
Hjemmeside: https://madklubben.dk/restauranter/madklubben-odense/

Del artikel

Andre læser også