Uheldig husejer bliver sigtet: Varmelamper sætter ild til skur

Det kan blive en dyr affære at holde varmen i disse tider.
Ikke kun på grund af høje varmeregninger må en mand fra Odense SV erkende.
Han bliver nu sigtet for overtrædelse af beredskabsloven efter at varmelamper har sat ild til hans skur.
Hus reddet – skur brændt ned
Både Beredskab Fyn og Fyns Politi var fredag formiddag kaldt ud til Tranehøjen i det sydvestligste Odense.
“Der var brand i et skur, men det lykkedes at få begrænset brandskaden til skuret. Huset er således reddet, men skuret er brændt ned,” fortæller Bjarne Tykgaard, vagtchef, Fyns Politi, til presse-fotos.dk
Der slutter historien dog ikke, for der venter manden i huset en sigtelse.
“Han bliver sigtet for overtrædelse af beredskabsloven. Det er varmelamper i skuret, der har antændt branden, og de var anbragt på en sådan måde, at de netop var til fare for brand,” siger vagtchefen ifølge presse-fotos.dk.