Ulykke på Odins Bro i aftes: Spøgelsesbilist skyld i sammenstød
Politiet måtte sent lørdag aften spærre Odins Bro i begge retninger efter en voldsom ulykke.
Ifølge Fyens Stiftstidende var en 61-årig kvindelig spøgelsesbilist skyld i, at to biler stødte sammen. Ingen er heldigvis kommet alvorligt til skade.
Vagtchef ved Fyns Politi Ehm Christensen fortæller, at den kvindelige bilist kom over i den forkerte side af vejen efter at være svinget til venstre i krydset fra Otterupvej til Odins Bro i Odense.
Ramte en anden bil
På Odins Bro forsøgte en 25-årig mand at undvige den modkørende bil, men kørte ind i 37-årig mand som i samme øjeblik var ved at overhale.
Det resulterede altså i et sammenstød, som kunne være endt langt mere alvorligt, når man ser på bilernes tilstand.