Undgå dum bøde: Parkeringsselskab kommer med advarsel

Er der noget mere irriterende end, når man spotter en parkeringsbøde i forruden på sin bil?
Vi kan umiddelbart ikke komme på noget.
Derfor er der en vigtig detalje at huske: På søndag den 29. marts kl. 2:00 skifter vi til sommertid.
Q-Park minder i en pressemeddelelse alle bilister om at tjekke både bilens ur og p-skiven – så påskehyggen ikke bliver ødelagt af en uventet kontrolafgift.
Husk de elektroniske p-skiver
Selvom mange ure i dag stiller sig selv, gælder det ikke nødvendigvis for bilens ur.
Hvis uret viser forkert tid, kan det betyde, at p-skiven bliver sat forkert – og så kan en dyr kontrolafgift hurtigt tage toppen af den gode stemning.
Elektroniske p-skiver gør hverdagen nemmere, men mange modeller skal stadig justeres manuelt, når vi går over til sommertid.
Derfor opfordrer Q-Park alle bilister til at dobbelttjekke både bilens ur og p-skiven, når urene sættes frem.
“P-skiven er vigtig – også for os“
“Vi vil gerne hjælpe bilister med at undgå kontrolafgifter, og derfor minder vi om at få indstillet tiden korrekt,” siger Alex Pedersen, direktør hos Q-Park.
“Vores parkeringsvagter har kun p-skiven at forholde sig til, når de vurderer, om en bil må holde parkeret. Det er derfor bilistens ansvar at sikre, at p-skiven viser den rigtige tid.”
Han tilføjer, at overgangen til sommertid ikke betyder flere parkeringsvagter på arbejde: “Vi har samme bemanding på søndag som på alle andre søndage.”
Så husk at sætte både ur og p-skive rigtigt på søndag – og nyd foråret uden uvelkomne beskeder i forruden.