“Utallige positive reaktioner”: Særlige letbane-tog kører videre
Siden det tidlige forår har to af letbanens togsæt været iklædt et kunstværk udført specifikt til letbanen af kunstneren HuskMitNavn.
Egentlig var det meningen, at de særlige tog kun skulle være på skinner frem til juni, men aftalen med HuskMitNavn er forlænget.
Det skriver Odense Letbane i et nyhedsbrev.
Årsagen er den simple, at der har været utallige positive reaktioner på de specielt udseende tog, og derfor er det altså blevet besluttet at forlænge perioden, så kunsttoget (som der er to af) fortsætter indtil efterårsferien i oktober.
Kunsttoget er skabt i samarbejde med Kunstmuseum Brandts, som i hele 2026 har en sanseudstilling, skabt af HuskMitNavn.
”Letbaneudsmykningen forlænger HuskMitNavns sanseudstilling ud i byrummet,” fortæller Stine Høholt, direktør for Kunstmuseum Brandts.
”Det har været spændende for os som kunstmuseum at sprænge museets rammer og folde kunsten ud i hele byen. Både toget og sanseudstillingen har vist vores publikum, at kunst ikke behøver at være kedeligt.”
”En elefant, en dråbe, en hund og en kegle rejser rundt i byen og spreder glæde og smil. Det er et legende, fabulerende og farverigt fantasiunivers i farverne blå, lilla, grøn og rød, som HuskMitNavn har sat på skinner i den store udsmykning af Odense Letbane,” siger Stine Høholt.