Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vær klar på tasterne: Broløbet Storebælt mærker gigantisk interesse

Af Michael Qureshi
Foto: Broløbet Storebælt
Foto: Broløbet Storebælt

Tirsdag blev det officielt, at vi i 2020 igen kan løbe over Storebæltsbroen efter et par år med en hidsig politisk debat omkring motionsløb og trafikale knudepunkter.

Broløbet Storebælt har ikke været holdt siden 2017, da daværende transportminister Ole Birk Olesen (LA) lukkede for løbet.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) varslede i juli, at han igen ville tillade motionsløb over Storebælt, og den tilladelse kom tirsdag.

Det fik jublen til at bryde løs på Fyn, hvor især rigtig mange odenseanere normalt plejer at deltage i det store løb.

Tilmelding starter mandag

Siden offentliggørelsen har der været stort pres på arrangørernes hjemmeside og mange spørgsmål på mail, sociale medier og videre.

Løbet afvikles lørdag d. 20. juni 2020, og tilmeldingen åbner på mandag d. 11. november.

Rigtig mange er klar til at bestille startnummer. Men de må som alle andre vente til, at tilmeldingen officielt skydes i gang.

Forventningen er, at man sælger de 9000 startnumre på rekordtid, fordi man aldrig kan vide, hvad den politiske holdning til et Storebæltsbro-løb er næste år.

Lørdag sidst på eftermiddagen

Ruten er en halvmarathon, der starter i Korsør og slutter i Nyborg.

“Man har lagt løbet på en lørdag sidst på eftermiddagen, hvor trafikintensiteten ikke er så stor, så dem, der kører der, skulle meget gerne kunne komme frem og tilbage uden væsentlig forsinkelse.

Det er samtidig, inden skolernes sommerferie er gået i gang, hvor der ellers kunne være meget ferietrafik.

Under løbet laves broen om til en landevej, hvor hastigheden sættes ned fra 110 til 80 kilometer i timen,” siger løbsleder Per Hansen til DR.

Af hensyn til trafiksikkerheden på og omkring Storebæltsbroen har politiet givet tilladelse til at løbe de første 17 km på Storebæltsbroen på en maksimum tid på 2 timer og 30 minutter.

Som en konsekvens heraf skal løberne have forladt Sprogø efter 1 time og 30 min.

Halvdelen af broen vil i de 2 timer og 30 minutter være spærret for trafik, men både øst- og vestgående trafik vil blive afviklet med nedsat hastighed på den anden halvdel af broen.

Løbere, som forventes ikke at kunne overholde tidsgrænsen, vil derfor blive samlet op i bus for at blive kørt til målområdet i Nyborg. Når løberne har forladt Storebæltsbroen, er der ingen øvre tidsgrænse for at gennemføre de sidste 3 km.

Efter 3 timer og 30 min. vil trafikreguleringer dog blive fjernet i Nyborg.

Byrådet i Nyborg har også bevilliget 200.000 kr. til afviklingen af løbet.

Del artikel

Andre læser også