Vær opmærksom: Letbanearbejde ved Rismarksvej starter i morgen
I starten af januar skrev vi om, at man gik i gang med at lægge letbaneskinner i anden halvdel af krydset, hvor Niels Bohrs Alle møder Campusvej – det kan du læse mere om her.
Og nu skal vi igen forholde os til mere letbane-arbejde i Odense.
Fra i morgen, mandag 27. januar, begynder arbejdet med at føre letbanens skinner på tværs af Rismarksvej ved Højstrupvej.
Arbejdet forventes at vare frem til midten af marts.
Billister kan bruge vejen – med nedsat hastighed
Bilister kan fortsat benytte Rismarksvej, da de bliver ledt uden om sporarbejdet via en midlertidig vej.
Der vil dog være hastighedsbegrænsning på 30 kilometer i timen på strækningen.
For at få trafikken til at glide bedst muligt vil der være venstresvingsforbud fra alle sider i krydset ved Højstupvej og Rismarksvænget, med mindre man kommer fra den sydlige del af Rismarksvej og svinger til venstre ad Rismarksvænget.
Cyklister og fodgængere, der skal mod nord, skal benytte en gangbro på Højstrupvej, og cyklister skal derefter trække cyklen et kort stykke på fortovet for at komme tilbage på cykelstien på Rismarksvej.
Cyklister i sydgående retning skal som vanligt benytte Rismarksvænget for at komme retur til Rismarksvej.