Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Veganske spisesteder i Odense har succes: Mange bliver overrasket over smagen

Af Betina Vestergård Jepsen
Lækker, vegansk burger fra Café Kosmos.
Lækker, vegansk burger fra Café Kosmos.

De senere år er flere og flere danskere begyndt at spise vegansk, og det mærker de på Odenses to veganske spisesteder – Café Kosmos og Café Venchi.

”Vi oplever helt sikkert en stigende interesse for vores veganske mad. Vi har næsten fuldt hus hver aften, og der er også godt booket op i løbet af dagen,” siger Henrik Camillo Halle, som er medejer af den veganske og 100% økologiske Café Kosmos.

Han fortsætter:
”Størstedelen af vores gæster er ikke veganere. Mange er bare nysgerrige efter at smage vores veganske mad.”

Dyrevelfærd i højsædet

Da Henrik Camillo Halle valgte at blive først vegetar og siden veganer, var det mest af hensyn til dyrene:

”Jeg har i seks år været vegetar, men for et halvt år siden besluttede jeg at blive veganer. For mig er det det mest rigtige at gøre. Det er først og fremmeste af hensyn til dyrene, men det er klart, at miljøet og sundhedsaspektet også spiller ind.”

Havde helbredsproblemer

Men hvorfor er vegansk mad blevet så populært? Vladimir Stanić, som sammen med sin kæreste Elisa Bresson står bag den veganske Café Venchi, mener, det i høj grad skyldes folks øgede fokus på, hvad de byder deres krop men også hensynet til miljøet:

”Personligt tror jeg, at folk er ved at blive mere og mere bevidste om, hvad det er, de indtager, og hvordan det påvirker både kroppen, miljøet og dyrene.”

Da Vladimir Stanić i sin tid selv valgte at blive veganer, var det også af helbredsmæssige årsager:

”Det startede med, at jeg fandt ud af, at jeg havde nogle helbredsproblemer. Dem opdagede jeg, at jeg kunne helbrede ved at spise sund, vegansk mad, dvs. undgå raffineret sukker og forarbejdet mad. Da det viste sig at være en succes, holdt jeg bare fast i det.”

Han fortæller også, at mange ikke-veganere bliver overraskede over den gode smag uden kød.

Øget fokus på sundhed og miljø

Henrik Camillo Halle tror også, interessen for vegansk mad skyldes folks øgede fokus på både sundhed og miljøet:

”Jeg tror helt sikkert, klimakrisen og mediernes opråb om at spise mindre kød spiller ind i forhold til den stigende interesse for vegansk mad. Men jeg tror også, det skyldes årsager som f.eks. at mange grise er smittet med MRSA. Folk vil prøve noget andet, som er sundere.”

To lækre, veganske pizzaer fra Café Venchi.
En vanesag at spise kød

Mange af os har nok en tendens til at gå hen til køddisken først og derefter vælge, hvilken form for tilbehør, vi vil have til.

Og for nogle kan det måske virke meget langt fra deres virkelighed at leve et liv helt uden kød, men det er ifølge Vladimir Stanić og Henrik Camillo Halle et spørgsmål om vane:

”Tanken om aldrig at skulle bide i et stykke kød igen er måske skræmmende for mange, men det handler nok mest om vane. Når man først har vænnet sig af med det, så indser man, at man ikke savner det og faktisk ikke forringer sin livskvalitet ved ikke at spise det igen,” siger Vladimir Stanić.

Det bakkes op af Henrik Camillo Halle:
”Før jeg blev vegetar, kunne jeg heller ikke forestille mig ikke at skulle spise kød, og jeg tror, det er fordi, vi er flasket op med at spise kød. Men det handler om gamle vaner, og jeg håber, at veganske spisesteder kan vise folk, at man kan få meget lækker, vegansk mad – uden at vi caféejere skal være visionære. Vi dømmer ingen!
 

Café Venchi
Vestergade 83
Odense C (indgang fra pantheonsgade)

Café Kosmos
Lottrups Gård 1
5000 Odense C

Del artikel

Andre læser også