Populært koncept: Veras Market vender tilbage til Odense i 2019

Skrevet af: Michael Qureshi
PR-foto fra Storms Pakhus
PR-foto fra Storms Pakhus

Genbrug hitter mere end nogensinde før og Rebecca Vera, der netop er spået til den mest indflydelsesrige i det danske modelandskab i Berlingske, åbner fra 10. februar igen op for genbrugstøjmarkedet Veras Market i Storms Pakhus.

I marts 2018 slog Veras Market dørene op for første gang i Storms Pakhus.

Dét blev startskuddet til de populære faste månedlige genbrugstøjmarkeder i pakhuset – og sammen med Veras’ cirkulære genbrugsbutik i Pogestræde 22, er Veras blevet et fast stop på alle genbrugs entusiasters shopperute i Odense.

I 2018 alene har Veras hjulpet over 300 private standholdere og mere end 15.000 besøgende med at sælge og shoppe brugt tøj på Veras Market.

Ydermere har Veras hjulpet Odenseanerne med at bytte over 10.000 stykker tøj, som har skiftet hænder igennem Veras cirkulære tøjbyttekoncept.

Glæder sig til at fejre 1 års fødselsdag i Odense

Med den stigende interesse for genbrug og bæredygtigt tøjforbrug i ryggen, vender Veras Market nu tilbage til Odense med markeder i Storms Pakhus i hele 2019 – og det glæder iværksætter og grundlægger af Veras, Rebecca Vera sig meget til.

“Jeg er simpelthen så rørt over, hvordan vi blev modtaget af odenseanerne med åbne arme i 2018 – og jeg glæder mig enormt meget til snart at fejre Veras’ 1-års fødselsdag. Jeg glæder mig til at forny endnu flere garderober på en trendy og bæredygtig måde i kampen mod tøjspild og overforbrug,” fortæller hun.

Rebecca Vera står bag Veras Market

Anden søndag i hver måned

I løbet af hele 2019 kan du, anden søndag i hver måned, gå på rov i et sandt genbrugs slaraffenland til Veras Market i Storms Pakhus.

Til Veras Market kan private sælge ud af deres private garderobe med en stand og shoppe nye, brugte fund fra alle lækre garderober – der byder på alt fra trendy highstreet-kup til lækre vintage-skatte- og mærkevarer – samt bytte dit tøj til nyt i Veras stand.

Veras er en bæredygtig start-up stiftet af iværksætteren Rebecca Vera, der har to faste tøjmarkeder i Odense og i København, to byttebutikker, en webshop og et digitalt genbrugsmagasin.

I Veras kan man forny sin garderobe bæredygtigt ved at bytte sit tøj til nyt i Veras tøjbytte, sælge ud med en stand på markedet eller købe unikke genbrugsvarer i butik og på marked.

Stande til markedet 10. februar i Storms Pakhus er nu i salg – køb dem via verasvintage.dk/market/odense.

Læs mere i facebookeventet: https://www.facebook.com/events/257945011567185/