Verdensmesterskaberne i Tapas: Smag Danmarks bedste bud i Odense
Der findes verdensmesterskaber i mange ting. Én af dem er tapas.
Det lyder måske en lille smule sjovt, men ikke desto mindre bliver det meget alvorligt, når kokken Zhara Mian kigger forbi S’vineriet Vinapotek den 23. november.
Her kan odenseanerne nemlig smage den tapas, som sikrede Zhara en plads i konkurrencen om at blive verdens bedste.
Det er femte gang, at den årlige World Tapas Competition finder sted. Den afholdes i Valladolid i Spanien og har finalister fra fra hele verden med sig.
I 2021 er der 15 lande, der deltager, og førstepladsen kan (udover æren) se frem til en præmie på 10.000 euro.
Verdens bedste tapas?
Zhara repræsenterer Danmark ved konkurrencen og kvalificerede sig ved at indsende en ansøgning, der inkluderede en opskrift for tapas, som hun selv skulle have udviklet.
Opskriften må ikke have været udgivet før, og den skal være kreativ og original. Ansøgningen skal også inkludere ens CV og en video, der viser udviklingen af tapas.
Zharas baggrund for at deltage i konkurrencen er, at hun er kok og er i skrivende stund indehaver af sin egen cateringvirksomhed, der giver folk en restaurantoplevelse i deres eget hjem.
Hendes passion for at gentænke kulinariske klassikere til kreative fusioner matcher hendes drive til at bringe personaliserede spiseoplevelser til klienter og virksomheder.
Zhara bor nu i Odense og skal snart begynde som souschef hos Fynboen. Men inden da kan du altså få smag for sagerne, når S’vineriet Vinapotek er vært for hendes helt egen pop up-tapasaften.
Aftenen byder på en 12 retters menu med vine – og en lang række overraskelser.
Prisen er 1500,- for den komplette menu med vine. 900,- for menuen uden vin.
Du kan booke din billet og se menuen lige her.