Viktor Axelsen afslører: Her er hans absolutte favoritsted i Odense
Han rejser hele verden rundt og gør Danmark stolt på og uden for badmintonbanen.
Men det var altså i Odense, at det hele startede for Viktor Axelsen – det er her, han er vokset op, og det er her, at kimen til hans imponerende badmintonkarriere blev lagt.
Og nu er han klar til at udpege sit absolutte yndlings-spot i byen.
Det gør han i By- og Kulturforvaltningens blad, Odense i Udvikling, der udkom for nylig.
Og det er, ikke overraskende, en helt særlig badmintonhal, der vækker de bedste minder.
“Den dag i dag får jeg stadigvæk en rar fornemmelse, når jeg går ind i Odense Badminton Hal. Mit barndomshjem lå kun 200 meter fra hallen i Godthåbsgade.
Al min tid gik med at gå i skole, og bagefter var det direkte ned i hallen. Det var ikke meget, de så til mig i SFO’en i de år. Jeg spillede med alle, der gad, og ellers spillede jeg bare op ad væggen.
Der var altid en masse andre at snakke med, og vores sociale fundament blev bygget i hallen. Jeg ser stadigvæk flere af mine holdkammerater den dag i dag,” siger Viktor Axelsen til bladet.
Odense Badminton Hal er selvfølgelig blevet moderniseret siden, Viktor Axelsen svingede ketsjeren i hallen, men for ham var det ikke de fysiske rammer men hyggen, der gjorde stedet til noget særligt.
“Selvom Odense Badminton Hal er af lidt ældre dato, så var der god stemning og hygge – og cafeen var altid åben, så vi kunne sætte os og lave lektier og bagefter gå ned og spille videre.
Jeg kommer en sjælden gang i OBK, og nu er hallen og omgivelserne blevet opdateret, men jeg kan godt komme lidt i tvivl om, hvordan det sociale ser ud i dag.
Jeg mener, at der er sket en del på ”forældre/ barn-situationen”, men det er en helt anden snak.
Jeg ved i hvert fald så meget, at mine sociale kompetencer blandt andet er kommet fra OBK – og så har jeg fået en masse venner, som den dag i dag skriver og ønsker mig held og lykke,” lyder det fra Viktor Axelsen.