Før vigtigt topmøde i dag: Anbefaler at fastholde flere restriktioner
Meldinger om den nuværende Corona-epidemi i samfundet svinger lidt fra at være med positive vinde til dårlige nyheder.
Hvis man havde glædet sig til en tur Odenses natteliv efter 17. januar, så kan man risikere at blive slemt skuffet.
I dag mødes Folketingets Epidemiudvalg, hvor de skal beslutte, hvad der skal ske, når de nuværende restriktioner udløber på søndag ved midnat.
TV 2 har fået fingrene i Epidemikommisionens anbefalinger, og det er ofte dem, som man følger i udvalget.
Her lægger man op til at fastholde en række restriktioner, men der bliver også åbnet for at fjerne flere af dem.
Skal fortsat lukke klokken 23
Ifølge TV 2 anbefaler Epidemikommissionen, at restriktioner for nattelivet og serveringssteder forlænges frem til 31. januar.
Det vil indebære, at nattelivet fortsat skal være lukket. Og at serveringssteder fortsat skal stoppe for udskænkning af alkohol klokken 22 og lukke klokken 23.
Man vil også fortsat holde legelande, badelande, casinoer og lignende lukket.
Omvendt så giver man grønt lys til at disse kan få lov til at genåbne;
- Højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet
- Udendørs idrætsarrangementer, hvor tilskuere har billetter og sidder ned
- Zoologiske haver, akvarier, forlystelsesparker og tivolier
- Museer, kunsthaller og aktivitetscentre
De ovenstående ting anbefales genåbnet med krav om coronapas og mundbind eller visir. Sidstnævnte krav gælder kun indendørs.
Derudover indstiller Epidemikommissionen, at følgende åbner med krav om coronapas og mundbind og desuden en deltagerbegrænsning på 350 personer indendørs:
- Biografer
- Spillesteder og teatre
- Steder, hvor der afholdes foredrag og konferencer