Vil være billigere end de andre: Danmarks største taxiselskab rykker ind i Odense
Konkurrencen på taxiområdet i Odense har fået en tak opad, efter at Dantaxi har gjort sit indtog.
Selskabets kommercielle direktør, Vibeke Wolfsberg, vil give kunderne reel valgmulighed på taxiområdet, og nævner især tryghed og pris som vigtige parameter, hvor Odenses nye taxiselskab skiller sig ud.
En taxi er ikke bare en taxi. I de senere år har flere taxiselskaber meldt sin ankomst til Odense, og nu er Danmarks største taxiselskab også repræsenteret med 15 vogne og eget kontor.
Selskabet har planer om hurtigt at udvide med flere vogne, hvis kunderne i Odense tager godt imod selskabets taxi’er og de lokalansatte chauffører.
Det skriver Dantaxi i en pressemeddelelse.
For Dantaxi’s kommercielle direktør, Vibeke Wolfsberg, har udvidelsen til Odense været planlagt i en længere periode, og hun ser frem til at servicere borgere og virksomheder i taxier, hvor tryghed er i højsædet.
“Vi er meget optaget af, at det skal være trygt at køre med os.
Vi har som det eneste taxiselskab installeret COVID-19-tiltag i alle vores biler i form af afskærmning mellem for- og bagsæde samt håndsprit.
I tillæg til de nye krav fra myndighederne om brug af mundbind i taxier, kan kunderne trygt vælge vores taxi’er til i en tid, hvor der fortsat er utryghed i forhold til transportform og Coronavirus,” påpeger direktøren.
Benytter lokalkendte taxichauffører
For en af Odenses nye vognmænd Kenneth Larsen, har ugerne op til lanceringen sidst i august været særdeles hektiske.
En af de vigtigste opgaver har været at finde kvalificerede taxichauffører til at betjene vognene.
“Jeg synes, at vi har samlet et fantastisk godt team af både dygtige og engagerede chauffører.
På de testkørsler vi allerede har udført, er vi blevet taget godt imod. Dels af kunderne – men da også af vores kollegaer fra de øvrige selskaber.
For mig er tryghed for kunden lig med genkendelighed i form af ens biler og chauffører i profilbeklædning. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg går ind i dette med en tilgang om, at sund konkurrence, også på taxiområdet, højner servicen og trygheden i taxien til gavn for kunderne,” siger Kenneth Larsen.
5-10 % billigere taxi
Odenses nye taxier er fra starten koblet på Dantaxi’s app, så kunderne blot med et tryk på telefonen kan bestille en vogn.
App’en kan benyttes til at bestille taxi i Odense og i de fleste andre byer i Danmark. Har man allerede app’en installeret, virker den også i Odense.
“Med app bestilling kan man vælge at køre efter taxameter eller til en fastpris, der er kendt på forhånd. Bestiller man til fastpris, er prisen lavere end taxameterprisen.
Er man ikke til apps og smartphones, kan man selvfølgelig bestille en af vores taxi’er i Odense på vores telefonnummer 48 48 48 48.
Uanset om kunden bestiller på app eller telefon, er vores priser yderst konkurrencedygtige og næsten altid 5-10 % lavere, end hvad kunderne i Odense er vant til,” slutter Vibeke Wolfsberg.
Om Dantaxi
- På landsplan er cirka 1.900 taxier (heraf kører 150 på el) tilsluttet Dantaxi.
- Dantaxi har bl.a. administration i Odense, Aalborg og i Virum (nord for København). Kundebetjeningen sker fortrinsvis fra Virum.
- Selskabet udfører taxikørsel i 64 af Danmarks 98 kommuner, og er Danmarks største taxiselskab.
- Alle selskabets taxier er monteret med afskærmning og fastgjorte spritdispensere.