Gyser på vejret i weekenden: Får Odense en vild sommerdag?
Mere af ujævnt vejr med 20 grader eller en vild sommerdag med op til 30 grader?
Meteorlogerne klør sig i skægget i disse dage, for det er nærmest umuligt at forudsige, hvordan vejret bliver i den sydlige del af landet i weekenden.
Kan vi se frem til en sommerdag med op til 30 grader, eller bliver det som i Nordjylland mere ujævnt og kedeligt?
Lige nu melder DMI dette ud;
I weekenden kan fronterne for alvor dele landet i to.
De nordlige egne vil tiltrække de fleste skyer og især om søndagen også regn og torden. Det vil her holde temperaturen omkring 20 grader, og søndag sænke den ned til 15 grader.
Resten af landet vil få et helt andet vejr. Sol og tørt vejr. Desuden vil der blive trukket varm luft op over området.
Her kan man se frem til temperaturer der lørdag nærmer sig 25 grader, nogle steder måske over.
Søndag vil varmen så for alvor banke på døren, og især i de sydøstlige egne kan se frem til varmt vejr, lokalt måske op omkring 30 grader.
Vi kan derfor se frem til, at kalendersommerens får sin første meteorologiske sommerdag.
Ligger på grænsen
Noget tyder på, at skillelinjen bliver lige igennem Fyn.
Vagthavende hos DMI Frank Nielsen forklarer over for B.T., hvad usikkerheden skyldes;
“I øjeblikket er der hedebølge over Spanien og Sydfrankrig med 35 til 37 grader.
Vi ligger lige på grænsen mellem den meget varme luft fra syd og den mere kølige atlanterhavsluft, som stammer helt fra Island og Grønland.
Det er et drama, som der ikke er fundet en løsning på endnu,” siger vagthavende Frank Nielsen til B.T.