Vilde gourmethotdogs: Devil Dogs er endelig åbnet i Odense
For et par måneder siden kunne vi fortælle den glædelige nyhed, at Odense ville få et gourmet hotdog-sted.
Et fast-food-alternativ til pizza og burgere i form af gourmet hotdogs, der smager lige så forrygende som de ser ud.
Den planlagte åbning gik efter 1. april, men så kom Corona buldrende og smadrede alle planer.
Nu er der dog særdeles godt nyt, hvis du har savnet den raffinerede version af pølse i brød.
Devil Dogs med Mik Fabricius i spidsen er endelig åbnet i Storms Pakhus.
“Den første uge er overstået. Der er blevet langet hundredevis af dogs over disken med positiv respons fra glade gæster.” fortæller Mik om åbningen af Devil Dogs.
“Jeg har arbejdet som skolelærer i Vollsmose de seneste 11 år, men jeg har altid elsket at lave mad.
Byens lækreste pølsebrød
At Miks hjerte virkelig banker for projektet, er der ingen tvivl om, når man hører om den lange proces, han har været igennem for at forfine sine hotdogs.
“Jeg havde ni bagere i gang med at lave dej og til sidst, valgte jeg den lokale bager Fru Lund.
Vi skruede på smag og konsistens, så nu kan jeg servere det lækreste pølsebrød,” forklarer madentusiasten.
Pølsebrødet er bl.a. sødet med honning, krydret med kardemomme og blandet med kartoffelmos for at gøre det dejligt svampet.
Den eksperimenterende facon gennemsyrer hele konceptet, og man vil tit se udskiftninger på menukortet.
“Vi vil altid have mindst tre hotdogs på kortet, som bliver skiftet ud efter vind og vejr.
Det kommer an på sæson, hvad kunderne efterspørger, og hvad jeg lige er i humør til at lave,” siger Mik.
Han har bl.a. testet hotdogs med chipotle sauce, cheddar sauce, jalapeño relish, vagtelspejlæg og frisk koriander for at nævne nogle af de lidt usædvanlige ingredienser, Mik arbejder med.
Djævlens musik og pølser
Hvis man (ligesom os) undrer sig lidt over navnet Devil Dogs, er der en ganske simpel forklaring.
Den tidligere skolelærer er stor metal- og rockelsker, og ligesom metalmusik ofte kaldes “djævlens musik”, er hotdogs også lidt “djævlens mad”.
“Hotdogs er jo lidt forbudt spise, fordi det er fastfood og ikke specielt sundt,” uddyber Mik til MigogOdense.
Metal- og rockverdenen går endvidere igen i retternes navne, da hver enkelt hotdog er opkaldt efter en musikalsk reference – f.eks. Black Sabbath, Groupie eller Headbanger.
Er man lidt nervøs for om en Crowd Pleaser eller Headbanger er mad nok til at blive mæt, vil Devil Dogs også tilbyde større retter som biksemad, chili con carne eller svensk pølsemix.
Generelt for al maden er selvfølgelig, at der er masser af smag og masser af smagfulde pølser.
Hvad: Devil Dogs er åbnet i Storms Pakhus
Hvor: Storms Pakhus, Lerchesgade 4, 5000 Odense