Vildt projekt: Danmarks største træbygning bygges i Odense
Danmarks største træbygning skal bygges i Odense og huse 1.600 medarbejdere. Det er Bygningsstyrelsen som står bag det gigantiske projekt til en række statslige styrelser.
Bygningsstyrelsen ønsker at opføre et nyt statsligt kontorknudepunkt på Lerchesgade 35 i Odense, og bygningen bliver på 31.000 kvadratmeter.
Det skriver Byens Ejendom.
Bygningen skal tilvejebringe fleksible kontorarbejdspladser med tilknyttede fællesfaciliteter som mødecenter, reception og kantine.
Bærende konstruktioner skal udføres i træ
Bygningsstyrelsen har valgt at stille krav om, at husets bærende konstruktioner skal udføres i træ, og at disse i videst muligt omfang ønskes synliggjort indvendigt.
Nedrivningen af den eksisterende bygning på grunden er en del af entreprisen.
Projektet vil blive udbudt som en totalentreprise. Udbudsproceduren vil være udbud med forhandling efter udbudsloven, hvor 3 ansøgere vil blive opfordret til at afgive tilbud.