DMI melder ud: Kraftig regn og skybrud kan ramme Odense
Efter en længere periode med tørvejr, så er regnen på vej til Fyn.
Tirsdag aften varsler DMI nemlig, at kraftig regn og skybrud kan ramme flere dele af landet og blandt andet Odense-området.
Varslet gælder fra klokken 12.00 onsdag frem til klokken 20.00 om aftenen. Der er risiko for kraftig regn mellem 25-36 mm fordelt på seks timer.
Byger med store mængder nedbør
Et skybrud kan indeholde mere end 15 mm på en halv time.
“Vi kan se, at der er en risiko for, at der kommer byger med store mængder nedbør indover Danmark i morgen middag, men det er usikkert, hvor og hvornår de helt præcist rammer – og også hvor meget nedbør, bygerne har med,” fortæller vagtchef ved DMI Mette Wagner til Ekstra Bladet.
DMI vurderer, at bygerne vil ramme det sydlige Danmark først, og at Syd- og Vestjylland og Fyn vil opleve det våde vejr omkring middagstid og frem til klokken 20.00.