KÆMPE bedrift: 19-årig odenseaner vinder DM for kokkeelever
Han er kokkeelev på én af byens gourmet-restauranter.
Og så har 19-årige Magnus Lund Hansen netop vundet Danmarksmesterskabet for kokkeelever ved DM i Skills, der blev afholdt i Fredericia i weekenden.
“Det er virkelig godt gået. Det er jo en kæmpe konkurrence,” siger Benjamin Mosskov, der er Magnus Lund Hansens chef på Restaurant Værdsat, hvor den unge danmarksmester er ansat som kokkeelev.
Hovedpersonen selv er godt klar over, at det er lidt af en bedrift, han netop har begået. Men Magnus Lund Hansen lever og ånder for gastronomi.
Måtte sige nej til Bocuse d’Or
“Man skal gå op i sit fag. Og det gør jeg. Og så skal man arbejde røven ud af bukserne. Og det gør jeg også,” siger Magnus Lund Hansen, der har brugt meget tid i køkkenet som barn sammen med sin mor.
Men det var en erhvervspraktik på en gourmetrestaurant i folkeskolen, der åbnede Magnus Lund Hansens øjne.
“Det blev tydeligt for mig, at det bare var det, jeg skulle.
Det var der ingen tvivl om,” siger Magnus Lund Hansen, der er under uddannelse på Kold College.
Fritiden bruger han, ikke overraskende, på at lave mad. For han er nemlig også på junior-kokkelandsholdet, hvor han har ansvaret for at lave desserter.
Han siger selv, at desserter og hovedretter er hans spidskompetence, men for Magnus Lund Hansen gælder det om at blive god i alle discipliner.
Og hans chef på Restaurant Værdsat er slet ikke i tvivl om, at vi kun lige har set starten på en lysende kokkekarriere.
“Han er skabt til elite- og konkurrencemiljøet inden for gastronomi.
Han træner hele tiden.
Og der er ingen tvivl om, at det er fremtidens stjerne, vi har med at gøre her,” siger Benjamin Mosskov.
Faktisk har Magnus Lund Hansen allerede lidt af et ry i det danske kokkemiljø.
Og derfor fik han for nylig et tilbud, som han desværre var nødt til at takke nej til.
“Jeg blev spurgt, om jeg ville med som komi til næste års Bocuse d’Or (VM for kokke, som danske Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro netop har vundet red.).
Jeg var desværre nødt til at sige nej, fordi jeg ikke kan få tid til træningen, hvis jeg også skal passe min skole på Kold College,” siger Magnus Lund Hansen og tilføjer:
“Bocuse d’Or er stadig min drøm, og selvom jeg er ærgerlig over, at jeg måtte takke nej, glæder jeg mig over, at jeg fik tilbuddet.”
Hvis du vil have chancen for at smage danmarksmesterens delikate kokkerier, må du forbi Restaurant Værdsat i Kongensgade.
Her står Magnus Lund Hansen i køkkenet flere dage om ugen.