“Virkelig ubehageligt”: Anmelder manipuleret i ny forestilling

Vi mennesker bruger et helt liv på at lære os selv at kende – men hvad nu, hvis nogen eller noget allerede kender os bedre, end vi gør?

Det er det urovækkende spørgsmål, der driver Odense Teaters nye forestilling, AI Know You frem.

Og på ODEONs forpremiere tirsdag aften blev det hurtigt klart, at forestillingen har både ambitioner, hjerte – og en kant, der skærer dybere, end man måske først forventer.

I centrum står Kristoffer Helmuth, som leverer en yderst kompetent, varm og nærværende præstation.

Han fører publikum gennem en overraskelsesrejse, der blander personlige fortællinger, teknologisk showmanship og et støt stigende ubehag.

I løbet af aftenen præsenteres datapunkter, om os publikum, som bliver mere og mere afslørende, mere og mere intime.

Hver nye oplysning bygger op til en fornemmelse af, at vi ikke blot er gæster i salen, men genstande, der analyseres, måles og vurderes.

Printeren, der konstant spytter nye spor ud på scenen, bliver et både konkret og symbolsk centrum i forestillingen.

Anmelderens moralske efterslæb

Den leverer en strøm af data, som Helmuth bruger til at forudse publikums handlinger, deres politiske ståsted, deres livssituation eller personlige præferencer.

Det er iscenesat som en blanding af magi, manipulation og maskinel logik – og det fungerer fremragende som dramatisk virkemiddel.

Forestillingen balancerer hele tiden hårfint mellem fortælling og virkelighed, mellem AI-illusion og menneskelig reaktion. Og det er netop her, dens styrke ligger… men også dens svaghed. For hvor langt må man gå i kunstens tjeneste?

Under forestillingen bliver jeg selv, uden at afsløre for meget, involveret i en del af handlingen, hvor jeg bliver bedt om at svare ud fra en forudindtaget, næsten manipulerende præmis….Ikke ondskabsfuld, men beslutsom.

Det skabte en oplevelse af, at der var “noget galt med mig”, som forestillingen hjalp med at konstruere, og derefter ikke helt hjalp mig ud af igen.

Da flere publikummer efterfølgende henvendte sig for at høre, om jeg var okay, stod det klart, at scenens leg med identitet og data ikke for alle forblev i det fiktive rum.

Det er ikke, fordi jeg ikke kan klare det, men jeg sad tilbage med en følelse af moralsk efterslæb.

Forestillingen kunne med fordel have givet publikum et sidste og større greb at holde i, et efterord der tydeligere viste, hvor fiktionen sluttede, og hvor virkeligheden begyndte, for når man leger med manipulation og skjulte data, bliver ansvaret for publikums oplevelse også en del af kunstnerens materiale.

Når det er sagt, lykkes AI Know You med noget ganske særligt: Den får os til at mærke på egen krop, hvad det vil sige at være forudsigelig, overvåget – og måske gennemskuet og vores forestilling om, hvor “privat” vores privatliv egentlig er.

Det er modigt, det er tankevækkende, og det er indimellem også virkelig ubehageligt.

Men det er også kunst, der tør noget.

En skarpt iscenesat forestilling, der ikke helt får balanceret sin egen leg med publikums psyke – men som uden tvivl bliver siddende i kroppen længe efter.