VM-event fylder fynske hoteller: Vil også mærkes i Odenses gader

Skrevet af: Redaktionen
Fans, ryttere og sponsorere kommer fra alle verdenshjørner
Fans, ryttere og sponsorere kommer fra alle verdenshjørner

Når hjulene snurrer og mudderet sprøjter ved VM i cyklecross i Bogense om mindre end to uger, betyder det fuldt hus på stort set alle de nordfynske overnatningssteder.

Faktisk bringer det prestigefyldte mesterskab et sådan rykind af ryttere, sponsorer, officials og tilskuere med sig, at det sætter tydelige spor – også på resten af øen heriblandt Odense.

Der er rift om sovepladserne, når den store VM-karavane rykker ind i Bogense d. 2.-3. februar.

Stort set samtlige hoteller, ferielejligheder og vandrehjem i omegnen af den lille kystby melder alt udsolgt i dagene omkring det store cykelbrag, og sommerhusudlejerne i det nordfynske kan også berette om belægningsprocenter, der klart overstiger det, man er vant til i februars første weekend.

“Det bliver kæmpestort. Vi forventer omkring en 6-dobling af byens indbyggertal på en weekend, og vi kan naturligvis ikke finde tag over hovedet til dem alle inden for kommunens grænser, selvom vi oplever meget stor kreativitet og velvilje lokalt,” siger Per Olesen, direktør i Nordfyns Erhverv og Turisme.

Mærker det også på resten af Fyn

På resten af Fyn mærker mange således også, at VM i cyklecross er på vej, og netop det faktum, at eventen ligger på et tidspunkt, hvor bogen ikke normalt er så fyldt med bookinger, bemærkes positivt hos såvel hoteller som feriehusudlejere.

“Vi kan p.t. aflæse en stigning i antallet af bookinger i det nordfynske område på ca. 15 pct., og det skyldes helt klart cyklecross-VM’et.

Det er især vores sommerhuse ved Skåstrup Strand, der bl.a. får hollandske indbyggere i perioden omkring VM-weekenden,” siger direktør i MOB Feriepartner Torben Jersild, der bl.a. har markedsført sig på CrossDenmarks hjemmeside.

Hos Milling-hotellerne både i Middelfart og Odense nærmer de sig udsolgt i februars første weekend:

“Det er en fornøjelse at opleve, hvordan sportsarrangementer er med til at tiltrække gæster, som ikke nødvendigvis ellers havde fundet vej til Fyn.

På den måde bliver det branding af øen, som forhåbentlig også kan komme os til gavn på længere sigt.

VM i Cyklecross ligger i en weekend i februar, som vi ikke normalt oplever som travl, så det har en positiv effekt på vores omsætning –  forstået på den måde, at cyklecross- gæsterne ikke fortrænger andre arrangementer, konferencer og gæster,” siger områdedirektør Gitte Milling, der på Hotel Park er vært for en stor belgisk delegation og fortrinsvis har udenlandske navne i bøgerne på Odense-hotellerne; Ansgar, Windsor og Plaza samt de to nyerhvervede Mini 11 og Mini 19.

Kæmpe fester på Heidi’s Bierbar

Og der er flere steder i Odense, hvor man kan forvente at blive en del af VM-festen.

På Hotel Cab Inn undgår man næppe heller at snuse lidt til det store cirkus, der omgiver cykelløbet, når en af eventens store sponsorer Shimano flytter ind på hele 70 værelser og desuden planlægger at fortsætte festlighederne på Heidi’s Bierbar.

“Det her vidner om, at de økonomiske effekter fra VM i cyklecross vil sprede sig udover Nordfyns Kommune, og det er vigtigt, når vi tiltrækker en event af den her kaliber, at vi kan bringe styrken i det solide fynske samarbejde i spil.

Udover at give fynboerne mulighed for en kæmpestor international sportsoplevelse helt tæt, ved vi således også, at et VM skaber vækst bredt på øen,” siger Jakob Staun, der er forretningschef hos Sport Event Fyn – en del af Destination Fyn og glæder sig over, at en række hoteller også i Assens Kommune melder om alt udsolgt.

Fra hal til hotel

For at imødekomme de cykelcrossentusiaster, som gerne vil bo helt tæt på og som ikke stiller høje krav til komforten, har Bogense Hallerne netop før jul lanceret et spritnyt overnatningstilbud, hvor man får stillet skummadras og badefaciliteter til rådighed for en weekend.

“Det er fedt at opleve, hvordan man med forskellige initiativer er med til at sikre, at vi får fuldt udbytte af overnatningspotentialet.

Udover Bogense Hallernes idé oplever vi også, at et hotel som First Grand i Odense tilbyder shuttletransport til banen i Bogense og på den baggrund har sikret sig min. 200 bookinger mere end de plejer at have på det her tidspunkt.

På den måde øger vi sandsynligheden for, at så mange overnatninger som muligt forbliver i det fynske, og at vi dermed realiserer den fynske turismeomsætning, vi har kalkuleret med,” fortæller Jakob Staun.

Blandt de øvrige overnatningsmuligheder, der er kreeret specielt til lejligheden er 200 pladser til autocampere på Bogense Strand Camping, som ligger lige klos op ad den kystnære 2,9 km strækning, hvor verdensmesterskabet skal udkæmpes.

Har brug for mere plads: Populær Odense-restaurant flytter i større lokaler

Skrevet af: Redaktionen
FOTO: Restaurant Bacchus
FOTO: Restaurant Bacchus

Tilbage i 2017 blev Restaurant Bacchus kåret som årets Brasserie i den danske spiseguide. Det er nok heller ikke uden grund, for folk er vilde med stedet.

Nu gør de så klar til at flytte i nye og større lokaler. Det skriver Fyens Stiftstidende. Bacchus rykker dog ikke særlig langt fra deres nuværende lokaler.

Faktisk flytter de blot 500 meter længere op af vejen til adressen Vestergade 5.

Corona-krisen har også blot gjort det endnu mere eftertragtet at få booket bord på Bacchus.

“Vi ser frem til at have mere plads bag kulisserne i vores nye køkken.

Plads til at eksperimentere og være kreative samt flere blus, så mine “drenge” og jeg kan arbejde i samme lokale.

I dag står vi på hver vores side af en væg, og det betyder, at vi går glip af den synergi, der opstår, når man står fysisk sammen,” siger indehaver Stephane Libourel til Fyens.

Vilde gourmet-aftener

Han fortæller også, at man med jævne mellemrum vil køre topgourmet aftener hvor kuvertprisen bliver helt op til 4000 kr. stykket med nogle af de allerbedste vine til.

Men som udgangspunkt bliver konceptet som det plejer bare med plads til lidt flere gæster og meget mere plads til personalet.

Bacchus har fokus på det franske køkken, og ofte med lidt ekstra luksus på råvarerne. Gode sager som trøffel, kaviar, foie gras og østers er ofte at finde i retterne.

Hver mandag er der en fast tre retters rustik menu, og om onsdagen kører de en suprisemenu. De øvrige dage er konceptet lidt mere ala carte, hvor man ud fra deres aktuelle menukort vælger de retter, man ønsker.

Filosofien i køkkenet handler hele tiden om smag, og den skuffer ikke her.

Restaurant Bacchus er blandt de dyrere spisesteder i Odense men også luksuriøse i forhold til råvarer og retter – og når man kan få omelet med trøffel til frokost, så er vi altså solgt.

Hvad: Restaurant Bacchus flytter
Hvor: Vestergade 5
5000 Odense C
Mere info her

Genopliver legendarisk Wienerschnitzel: Kendt Odense-restaurant åbner som Pop Up

Skrevet af: Redaktionen
Udsigt til tappehalen
Udsigt til tappehalen

I 2019 sluttede en æra i Odense.

Efter 47 år lukkede legendariske Restaurant midt i Odense, som siden 1972 havde været en institution i det odenseanske restaurationsmiljø.

Nu får Restaurant Målet nyt liv i en periode. Det er det populære mad- og ølsted Anarkist Beer & Food Lab som for alvor har fundet deres niche.

De tager populære koncepter og gør det til pop up restauranter i deres lokaler i en periode. Det tog for alvor fart, da kendis-kokken Umut Sakarya lavede sine berømte flæskestegssandwich dernede i december 2019.

Legendarisk Wienerschnitzel og kolde øl

Men nu genoplives Målet i en periode, og i særdeleshed den legendariske Wienerschnitzel, som man var så kendt for i mange år.

“Jeg er meget beæret over, at Anarkist Beer & Food Lab vil hylde det sted, der har været mit kæreste eje i 47 år, siger Målets tidligere ejer Bent Jørgensen.

Man har endda fundet plads til det store mål, som stod inde på restauranten.

“Anarkist x Målet – en hyldest til en odenseansk perle. Vi glæder os til at byde jer velkommen i hyggelige rammer, til Wienerschnitzel og kolde specialøl,” lyder det fra folkene bag Anarkist Beer & Food Lab.

Her lå Målet i 47 år

Åbnede som sportspub i 1972

Bent Jørgensen åbnede sammen med sin kone Anne Restaurant Målet som sportspub i maj 1972. I årtier kunne man se sport, drikke øl og ikke mindst spise schnitzler på Målet, og langt de fleste odenseanere kendte restauranten.

Konen Anne døde i 2006, og de seneste år var det Bent og datteren Winnie, der kørte restauranten i stueetagen.

Til sidst var det bare svært at få tingene til at hænge sammen rent arbejdsmæssigt, og derfor lukkede man.

Man kan komme ind til mad og øl på Anarkist x Målet Pop Up frem til august.

Tænker kreativt: I næste uge er der mini Rosé-festival på Odense Å

Skrevet af: Michael Qureshi
Arkivfoto
Arkivfoto

Det er i disse Corona-tider ikke let at leve af events og andre arrangementer, hvor man skal samle mange mennesker.

Derfor må man nogle gange tænke lidt kreativt. Det forsøger man at gøre hos Odense Aafart, der normalt sejler ture på Åen med mange glade gæster.

Det må man ikke lige nu, så derfor udnytter man i stedet vandcyklerne, man råder over.

Odense Rosé Festival var atter i år udsolgt, men det arrangement må som bekendt også skubbes til 2021.

Så nu er Odense Aafart og Odense Rosé Festival gået sammen om at lave en mini Rosé Festival, som finder sted på lørdag d. 30. maj.

Flydende Rosé Festival

De kalder det for Rosé Cruise, og her er tanken, at man er flere personer i en vandcykel, mens man nyder 5 forskellige glas gode rosévine.

“Vi introducerer Danmarks første flydende mini-Roséfestival.

Stig ombord i en af Aafartens vandcykler med dine 3 bedste venner og begiv dig ud på et stemningsfuldt cruise i roséens tegn under trækronernes grønne løv,” skriver de i en pressemeddelelse.

Booker en vandcykel

Man booker sin egen vandcykel til 4 personer, og hver får udleveret et originalt Riedel Extreme Rosévinsglas med indgraveret ‘2020’ årstal. Glasset har en værdi af 129 kr.

Med et fyldt roséglas i hånden begiver man sig ud på turen, hvor man undervejs vil møde Odense Aafarts turbåde. Her vil man så få skænket kold forfriskende rosévin fra forskellige flasker.

Hvad: Rosé Cruise
Hvor: Odense Å
Hvornår: Lørdag d. 30. maj 2020
1 vandcykel koster 996 kr. fordelt på 4 personer (249 kr. per person)
Billetter her