Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Vollsmose skal forvandles: Gigant går ind med investering på 700 mio. kr. i bydelen

Af Christina Frederiksen
Illustration af gadebillede
Illustration af gadebillede

Frem mod 2030 skal Vollsmose forandres fra udsat boligområde til en bydel med stærkere sammenhængskraft og varieret arkitektur i form af flere typer af private og almene boliger og byggeri til erhverv og kommunale arbejdspladser.

Den primære drivkraft i omdannelsesprocessen bliver et privat arealudviklingsselskab, hvori Odense Kommune og boligorganisationerne Civica og FAB også udgør ejerkredsen.

Arealudviklingsselskabet etableres formelt, når AP Ejendomme, datterselskab til AP Pension, med en samlet investeringssum på over 700 millioner kroner indtræder i kredsen.

Peter Rahbæk Juel (S), borgmester i Odense Kommune, mener, at man i AP Ejendomme har fundet den helt rigtige samarbejdspartner:

“Jeg er utroligt glad for, at vi har fået en solid og erfaren investor som AP Ejendomme med i ejerkredsen.

Deres investering i Vollsmose er et vidnesbyrd om, at der er en tro på den forandring, vi har sat i gang af det største udsatte boligområde i Danmark.

Vi vil skabe en ny bydel med helt nye kvarterer, boliger, mødesteder og fællesskaber, som kan danne rammen om det gode liv, alle odenseanere skal have mulighed for at leve – også i Vollsmose.

Omdannelsen af Vollsmose er det konkrete billede på de høje ambitioner, vi har for hele Odense som en by med en stærk sammenhængskraft, der forener både bydele og borgere.”

Første i Danmark

Arealudviklingsselskabet er det første af sin art i Danmark, når det kommer til udvikling af et udsat boligområde.

De tre grundejere bidrager med arealer til selskabet, mens AP Ejendomme indskyder kapital.

Arealudviklingsselskabet skal udvikle en arealportefølje på 400.000 kvadratmeter byggegrunde med et estimeret salg af 218.000 kvadratmeter byggeretter.

Det svarer til cirka 2.000 nye boliger og 35.000 kvadratmeter erhverv.

Administrerende direktør i AP Ejendomme Peter Olsson er glad for, at AP Ejendomme skal være med til at stå for realiseringen af fremtidens Vollsmose:

“I AP Ejendomme er vi meget glade for at blive investor i arealudviklingsselskabet for den fremtidige udvikling af Vollsmose.

Vi ser et stort potentiale i Vollsmose, der med sin placering tæt på Odensecentrum kan udvikle sig til et særdeles attraktivt område, der appellerer til både borgere og virksomheder.

Vi er ikke i tvivl om, at fremtidens Vollsmose bliver et område, der vil fokusere på det potentiale, som bydelen indeholder.

Vi er fire interessenter i selskabet, der alle ser de samme gode muligheder for udviklingen af Vollsmose og arbejder i den samme retning,” siger han.

Som ny medejer af arealudviklingsselskabet for omdannelsen af Vollsmose kan AP Ejendomme udvide sin ejendomsportefølje med mindst 300 boliger.

AP Ejendomme bliver også bygherre til et erhvervshus/bydelshus med 500 kommunale arbejdspladser, ligesom de får køberet til yderligere arealer, hvor der kan opføres op til 50.000 kvadratmeter etageareal svarende til mere end 500 boliger.

AP Ejendomme står desuden for at udforme forslag til den nye, bæredygtige bydelsplan.

Det samlede projekt Fremtidens Vollsmose

Skiftet i Vollsmoses identitet fra udsat boligområde til socialt velafbalanceret og blandet bydel bakkes fuldtonet op af Regeringen.

Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) glæder sig især over de muligheder, der åbner sig med etablering af unikke arealudviklingsselskaber som det odenseanske.

“Udviklingsplanen for Vollsmose skal forvandle området til en attraktiv bydel med blandede boligformer og moderne arkitektur til glæde for både de nuværende og kommende beboere.

Det nye samarbejde mellem de almene boligselskaber, kommunen og en privat investor viser et bredt ønske om at løfte Vollsmose i fællesskab, og jeg glæder mig til at følge udviklingen.”

Bæredygtig bydelsplan

Vollsmose består i dag af cirka 2.800 almene boliger.

I henhold til den lovbestemte udviklingsplan for Vollsmose skal andelen af almene familieboliger i bydelen reduceres til højst 40 procent inden 2030, og udviklingsplanen indebærer derfor nedrivning af 1.000 almene familieboliger og salg af arealer til opførelse af minimum 1.600 nye private boliger samt arealer til erhverv og kommunale formål.

Boligorganisationerne Civica og FAB er allerede nu i gang med nedrivning af de 1.000 almene familieboliger samt renovering af øvrige 1.800 almene familieboliger i Vollsmose.

Erling Nielsen, formand for organisationsbestyrelsen i FAB, kalder samarbejdet med AP Ejendomme for “en milepæl” i arbejdet med Vollsmoses forandring:

“Omdannelsen af Vollsmose er langvarig, og for mange af de beboere, der skal flytte på grund af nedrivninger, har der været usikkerhed og mange spørgsmål.

Men vi har en god dialog med beboerne, og genhusningsopgaven er godt i vej.

Det er rigtig positivt, at vi nu har nået en milepæl og fået en privat investor med om bordet i udviklingen af Vollsmose. Vi ser frem til i fællesskab at videreudvikle Vollsmose til glæde for nuværende og kommende beboere.

Bydelen Vollsmose i 2030

Når den nye bydel – på den anden side af omdannelsesprocessen – efter planen står færdig i 2030, vil Vollsmose i langt højere grad end i dag være en naturlig del af resten af Odense, både i borgernes bevidsthed og i fysisk forstand.

Fremtidens Vollsmose får fire nye kvarterer med hver sin identitet; kvarterer, der kan danne ramme om små og store fællesskaber og nye mødesteder.

Nye boligtyper og forskelligartede ejerforhold vil bidrage til en varieret, blandet bydel med helt unikke kvaliteter.

Del artikel

Andre læser også