Weekenden er sikret: Brandts klar med alt fra ludo til rock

Den lange kedelige grå uge er ved at være slut, og sammen med solen er weekenden nu inden for rækkevidde.
Og som om det ikke var nok i sig selv, så har Brandts Klædefabrik samlet en bredt og farverigt program til dig, så weekenden bliver lige som den skal være.
Det er sådan set ligemeget om du er mest til G-rock, stand-up eller brætspil. Det hele er samlet på ét sted.
Fredag i musikkens tegn
Allerede i dag fredag, kan du skyde weekenden godt i gang, hvis du er hurtig.
Kl. 20.00 går Søren Huss nemlig ‘Alene på scenen’, som hans tour hedder.
Med lige dele humor, sarkasme alvor tager Søren Huss publikum med sig rundt i sit efterhånden imponerende sangkatalog, der i april 2024 bød på en ny tilføjelse i form af det anmelderroste album ‘Vi fik mere, end vi kom for’.
Det kan du købe billet til her.
Er du mere til svedige sceneshows og legesyge melodier, så kan du i stedet hoppe over på Studenterhuset, hvor Jeremy Troy spiller mellem 21-23.
Troy beskriver selv sin genre som “G-Rock”, en hybrid af hip-hop og rock, og i nyere tid har musikken også bevæget sig ind i et elektro-pop univers, som blandet andet kan opleves på hans seneste single See You, der gæster sangerinden Iris Gold.
Lørdags Ludo
Lørdag er det altså ikke noget med at sove længe. Der er fuldt program fra formiddag til aften, og du vil ikke gå glip af noget af det.
Lydens Hule inviterer lørdag d. 22. Marts børnefamilier til en helt særlig formiddag i musikkens tegn. Fredag udgiver Lydens Hule nemlig deres debutalbum, og det skal fejres med en release-koncert, dagen efter.
Emma Pilgaard og Ida Brinch står i spidsen for koncertoplevelsen, der danner ramme om en formiddag fyldt med dans, sang og leg.
Efter releasekoncerten, er det med at have firkløveren i lommen, og terningen i hånden. Der er nemlig dømt Ludo-turnering.
Uanset om du er professionel Ludo-spiller eller bare vil konkurrere mod vennerne, så er det en oplagt setting at gøre det i. Der er nemlig fede præmier på højkant.
Det koster kun en 50’er at være med, og så kan du lade terningerne rulle dig til sejr.
Er du interesseret i kunst eller store historiske fynboer, så er rundvisningen om Jens Juel på Kunstmuseum Brandts lige noget for dig.
Sæsonens store historiske udstilling viser maleren og fynboen Jens Juels virtuose livsværk.
Udstillingen er den første museumsudstilling om Jens Juel i 30 år. Her trækkes en af dansk kunsts væsentligste malere helt ind i nutiden gennem ca. 75 værker, indlånt fra landets vigtigste samlinger og fra udlandet.
Det er helt gratis at deltage, når du har købt entré til museet, og det kræver ingen tilmelding.
Og skal du slutte dagen af med et godt grin, så er det kun lige rundt om hjørnet og ind i Magasinet, så står Andreas Bo klar med comedy-mikrofonen.
Han er nemlig på tour med sit femte soloshow “Hår(d)”, hvor han stiller skarpt på selvironien og stiller hårdt mod hårdt om tidens emner.
Han medbringer også sin kendte og imponerende evne til at gengive forskellige typer, så der er lagt i kakkelovnen til et brag af en aften.
Og er du ikke så meget til Stand-up men heller ikke klar til at gå hjem, så kan du i stedet drible over på kulturmaskinen.
Kl. 19.30 spiller Carlo Ahead nemlig.
Jazzede beats og lyrisk rap. Dugfrisk kærlighed mellem rapperen Mund de Carlo og den instrumentale hiphop gruppe Ahead betyder ny musik og fælles tour i marts 2025.
Inspireret af hip-hop traditioner fra Detroit, New York og L.A., svæver udtrykket fra det yvende og sfæriske til det progressive og hårdtslående og fra jazzede coffee-loops til dynamiske breakbeats.