København
ET SKÆBNESVANGERT MØDE MELLEM BOHR OG HEISENBERG
Et intenst kammerspil om venskab og videnskab, fysik og politik, ansvar og skyld.
Under besættelsen, i efteråret 1941, opsøgte den tyske atomforsker og leder af nazisternes atomenergi-projekt Werner Heisenberg sin kollega og gamle ven Niels Bohr og dennes hustru Margrethe i København. Heisenberg og Bohr havde allerede i 1920’erne arbejdet tæt sammen i deres fælles forskning og i gensidig fascination.
Baseret på disse historiske begivenheder lader den store, britiske dramatiker Michael Frayn de tre mødes igen efter døden, med spørgsmålet: Hvad skete der den aften i 1941 hjemme hos Bohr? Hvorfor kom Heisenberg? Ville han lokke informationer ud af Bohr? Hvori bestod deres indviklede, nærmest far-søn-relation? Og er det overhovedet muligt at nærme sig sandheden om dette møde?
Den Reumertvindende instruktør Anja Behrens griber fat om Frayns eksistentielle drama om fysik og menneskelige ambitioner og lader alle disse uopklarede spørgsmål løbe som dramatisk motor i et fascinerende verdensdrama. For bag de tre afdøde i krigens ubarmhjertige skygge ligger detoneringen af atombomben.
København er et gæstespil fra Det Kgl. Teater. Medvirkende skuespillere er Karen Lise Mynster, Jens Jørn Spottag og Mikkel Arndt.