Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter dom: Det er slet ikke sådan jeg er

Af Michael Qureshi

Fredag blev den kendte racerkører fra Odense Nicolaj Møller Madsen dømt 14 dages ubetinget fængsel ved Retten i Odense.

Han var tiltalt for at være flugtbilist efter han ifølge sigtelsen ramte en 78-årig kvinde ved et fodgængerfelt i Odense i 2020. Ifølge et øjenvidne kørte han videre efter kvinden var blevet ramt.

I denne uge var sagen så for Retten hvor Nicolaj Møller Madsen blev dømt.

Han var desuden tiltalt for i to tilfælde at køre for stærkt og for at tale i håndholdt mobiltelefon.

Er ikke en flugtbilist

Han er idømt 14 dages ubetinget fængsel, en bøde på 13.500 kroner samt frakendt førerretten i halvandet år.

Overfor Ekstra Bladet tager han nu bladet fra munden og tager kraftigt afstand fra, at han skulle være en flugtbilist, og han har derfor anket dommen.

“Hverken min advokat eller jeg mener, at der kan redegøres for tiltalen omkring flugtbilisme.

Det mener vi ikke, at der er bevis for. Jeg erkender de andre tiltaler.

Jeg erkender også, at det er mig, der har ramt den kvinde, hvis hun er blevet ramt. Men jeg har bare ikke vidst det,” siger Nicolaj Møller Madsen.

Arkivfoto Nicolaj Møller Madsen

I forhold til den del har han tidligere sagt til MigogOdense;

“Jeg er den 31. december (2020) i Odense omkring middagstid.

Jeg kommer til et lyskryds, hvor jeg skal svinge til venstre. Jeg orienterer mig som vanligt, og ser ingen og fortsætter.

Men her hører jeg så et klap på min kølerhjelm, som om en slår på den.

Da jeg kigger i bakspejlet ser jeg en mand stå tæt ved fortorvet, og slår ud med armene.

Jeg tænker, det må være ham, der har markeret på min bil, og jeg standser ved næste tankstation.

Her kigger jeg på min bil og kan ikke se noget på den, så jeg kører hjem.

Samme aften ringer politiet til mig, de vil gerne høre om situationen. Her bliver jeg informeret om at en kvinde har befundet sig i krydset og hun er faldet.”

Har snakket med kvinden

Til Ekstra Bladet fortæller han derudover, at han efter retsmødet i fredags tog kontakt til kvinden, som blev ramt.

“Efter afhøringen gik jeg over til hende.

Jeg havde et stort behov for at sige undskyld.

Hun blev berørt af det og fortalte, at den eneste grund til, at hun var mødt op i retten, var, at hun ville se, hvad jeg var for en person,” lyder det fra Nicolaj Møller Madsen.

Han siger;

“Jeg er ikke noget dårligt menneske, og jeg kunne aldrig finde på at såre nogle mennesker, eller stikke af fra en ulykke hvis jeg har ramt en person.

Jeg er utrolig ked af, at en kvinde er kommet til skade. Og som jeg gjorde den aften, undskylder jeg endnu engang, hvis det er sket på grund af mig.”

Sagen går nu videre til Landsretten.

Del artikel

Andre læser også