Få en tur i en sportsvogn: Superbiler kører i HCA Airport på lørdag
Lamborghini. Porsche. Ferrari. Ford Mustang GT. Honda NSX.
Det er nogle af verdens hurtigste biler, og dem kan du opleve på tæt hold i Odense Lufthavn på lørdag den 26. august.
Her køres der nemlig SportsCar Event. Det er et velgørenhedsarrangement til fordel for Børnecancerfonden.
De mange lækre superbiler, der samles i HCA Airport på lørdag, kommer til at udbyde ture, hvor man som codriver virkelig kan mærke fornemmelsen af at se i et missil af en bil.
Man kan selv prøve en tur
Man kan nemlig købe en tur som co-driver, og alle pengene går ubeskåret videre til Børnecancerfonden.
Medejer af MigogOdense Mads Peter Veiby kommer blandt andet med sin Lamborghini Aventador. Når lørdag er overstået, vil den have kørt over 1 mio. kr. ind til Børnecancerfonden.
Vejret tegner sig også til at blive godt, så der er masser af mulighed for at få en drømmetur i en af de her superbiler eller i det hele taget bare nyde udsigten af million-bilerne.
Banen er knap 4 km lang
Der bliver kørt en omgang på banen i lufthavnen, som er knap 4 km lang, og som indeholder både hurtige kurver samt et langt stykke landingsbane, hvor man virkelig kommer til at mærke det kilde i maven.
Tirsdag var superbilerne også ude og køre, hvor de havde besøg af børnene fra OUHs børnecancerafdeling samt deres familier. Blandt andet var Jason Watt der til at give børnene en tur.
Man kan booke en tur på to forskellige måder. Enten bestiller man et gavekort her.
Gavekortet skal veksles til en billet i billetvognen.
Her er priserne
Ellers køber man en billet til den ønskede bil i billetvognen på pladsen.
Priserne varierer lidt. En tur i Mads Peter Veibys Lamborghini koster eksempelvis 1600 kr., og så er priserne ellers nedefter til billigste tur på 700 kr. Men husk igen. Du støtter et godt formål og får samtidig en oplevelse for livet.